"Det er bare stille og roligt godt fjerner"

Hun mistede noget af tilliden til The Guardian, da hun var pressechef i Klimaministeriet, men kan til gengæld  (næsten) tilgive DSB alt, når hun læser Ud&Se. Vært på 'Pressen på P3', Ida Ebbensgaard, er ugens gæst i MedieMenuen.    

Hun mistede noget af tilliden til The Guardian, da hun var pressechef i Klimaministeriet, men kan til gengæld  (næsten) tilgive DSB alt, når hun læser Ud&Se. Vært på 'Pressen på P3', Ida Ebbensgaard, er ugens gæst i MedieMenuen.

 

 

Hvad foretrækker du ...


... Ud&Se eller Samvirke?
"KLART Ud&Se. Jeg stiller mig gerne op i koret, der hylder bladet for de lange, fængende og gennemtænkte interviews, de smukke billeder, det lækre layout. Når jeg er allermest bister på DSB, så tænker jeg på, at de prioriterer at udgive dette magasin, og så falder galden 10 procent igen. Et lille ønske: Gid de ville gå op i papirkvalitet. Det ville være cool."


... The Guardian eller The New York Times?
"New York Times. Det er – som alle ved – en verdensklasse avis og usnobbet, når man virkelig læser den. Der er masser af cases og reportager, og vigtige historier er altid til benet, ikke over tre opslag som i en dansk avis. De svarer på: Hvad er det vigtige her? Hver gang jeg læser den (oftest i form af Herald Tribune), tænker jeg: Hvorfor læser jeg den ikke meget mere? I min tid som pressechef i Klimaministeriet oplevede jeg, at Guardian i den grad strammer historierne, og siden har jeg ikke stolet meget på dem. Til gengæld synes jeg, at man kan blive inspireret af, hvordan de udvider biksen og inddrager læserne, for eksempel med åbne redaktionsmøder."

 

 

 

... De unge mødre eller Divaer i Junglen?
"Alle, der har åh så travlt med at rakke reality-tv ned, skulle tvinges til at se tre afsnit af Divaer i Junglen. Det er fuldstændigt fantastisk tv! Jeg ELSKER det. Der er originale karakterer, skægge setup, og så er det virkelig suverænt produceret og klippet – fx når Amalie på syngende fynsk laver en sjov, men flabet parodi på en af de andre deltagere: ”Je’ he’er Maria fra O’ense” – og man så klipper direkte til en sync med Amalie, hvor hun siger: ”Vi sjællændere kan jo godt lide at gøre lidt grin med jyderne”. NEJ, vi tror ikke, at alle unge er sådan som dem. Det er bare stille og roligt godt fjerner."
 

... Kristeligt Dagblad eller Information?
"Kristeligt Dagblad kan faktisk godt sparke nogle gode historier af sted, men jeg kløjs af og til i tonen og det meget internt-kirkelige stof. Det er virkelig en menighedsavis. Information kan man også kløjs i tonen af (hvor mange gange kan man EGENTLIG sætte en jordklode på forsiden??), men de har faktisk rigtigt mange gode solohistorier og tydeligt dygtige journalister. Så jeg vælger Information."
 

... B.dk eller Pol.dk ?
"Jeg siger Pol.dk, men det er mest faktisk af gammel vane, jeg altid starter der, for B.dk er blevet meget bedre. Politiken vil jo rigtigt gerne kommunikere til os i København, der tror, at vi stadig er unge, og derfor har de rigtigt meget stof, som interesserer mig. Når det kommer til papiravisen, vælger jeg så til gengæld omvendt. Her åbner jeg altid Berlingske først om morgenen. Jeg synes nyhedsdækningen er skarpere, mere interessant, mindre holdningspræget og i en meget smukkere indpakning."


... Presselogen eller Mennesker & Medier?
"Mennesker og Medier. Presselogen er ellers et godt koncept, der er godt udført. Det har et yngre udtryk end Mennesker og Medier og færre interview med folk, der er over 60 eller ligefrem døde, som for nylig (no joke). Men jeg får det slet ikke set med samme regelmæssighed, som jeg hører Mennesker og Medier, fordi jeg abonnerer på podcasten. Jeg hører RIGTIGT mange podcast, og denne sniger sig lige med min i top 5 af ugentlige must-listens. For Lasse Jensen ER jo skarp, han tager mange væsentlige diskussioner. Jeg kan lidt godt forstå, at Michael Bertelsen er bange for ham."


... Selvsving eller Sort samvittighed?
"Jeg er bare kæmpe fan af Selvsving, og jeg synes, det var så tosset, da de blev hældt på porten af P1. Fordi de – som nogle af de eneste – rent faktisk forstår og følger med i det politiske liv, og så bliver deres satirer så meget skarpere og sjove. Der er tydeligvis begavede mennesker bag (og lidt mærkelige – vi havde dem i studiet engang). Og så kæmpe cadeau til P1 for at tage dem tilbage igen! Det er dejligt at se, at det er muligt at sige: Det var sgu en fejl. Vi savner jer. Kom tilbage. Det viser overskud, synes jeg."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også