Altinget.dk lun på kultur og EU

En kulturportal og en EU-korrespondent står højt på to do-listen hos Altinget.dk. Men alt afhænger af mediestøttens kommende udformning.

”Vi er som forårskåde kvæg, der står klar til at springe ud på marken."

Sådan siger iværksætter, ejer og udgiver af Altinget.dk, Rasmus Nielsen, med øjnene rettet mod det Christiansborg, hvor forhandlingerne om den nye mediestøtte er lige på trapperne, og som han har udsigt til fra hjørnekontoret i Altinget.dk's hovedkvarter i Frederiksholms Kanal. Alt peger på, at politikerne langt om længe vil lukke de publicistiske netmedier som Altinget.dk ind i støttevarmen. Spørgsmålet er bare hvornår og hvor meget.

Ny mediestøtte - ny energi
"Vi ved ikke, hvad vi får i støtte. Vi ved heller ikke, hvad vores konkurrenter får, og vi ved ikke, hvor stor innovationspuljen f.eks. bliver. Det skal vi vide, før vi kan tage bestik af vores egen udvikling. Vi lægger til grund, at politikerne følger Dyremose-udvalgets anbefaling, hvor hele branchen og eksperter var enige om at ændre distributionsstøtten til produktionsstøtte og modernisere den eksisterende supplementsordning, så kommercielle, fritstående netmedier kan blive omfattet. Derfor er det også vigtigt, at vi får en afklaring på mediestøtten nu. Det vil give fornyet energi i branchen,” siger Rasmus Nielsen, der som andre netmedier håber på, at den nye mediestøtte kan træde i kraft 1 januar 2013, som kulturminister Uffe Elbæk (R) flere gange har stillet i udsigt. Om det lykkes er dog tvivlsomt:

”Kulturministeren melder klar til at forhandle sit udspil med oppositionen i maj, men han kender vist ikke den økonomiske ramme, finansministeren har til ham, og så er det svært at forhandle. Derfor trækker det desværre ud. Man kan efterhånden frygte, at de nye ordninger først træder i kraft ind i 2013, men så må de nye medier kompenseres fra 1. januar 2013 – der står 100 mio. kr. klar i ubrugt licens til formålet.”

Kulturen kalder ...
Når mediestøtten en gang er vedtaget, er der fire områder, Altinget.dk er klar til at sætte ind på - som forårskådt kvæg.

”Vi vil gerne lave en kulturportal på Altinget. Det er et område, vi længe gerne har villet lave en portal inden for, men det er også en sektor, der fattes penge. Derfor vil jeg være bange for at gå i gang uden subsidiering. Vi vil også gerne gøre noget mere ved debatten med en selvstændig debatside og bruge ressourcer på at skabe mere debat gennem opsøgende arbejde. Kvalificeret debat kommer ikke dumpende – den skal redaktionelt opsøges” siger Rasmus Nielsen.

... det gør Bruxelles også
Et tredje stort punkt på ønskelisten er EU-stoffet. Altinget.dk har i år udvidet EU-dækningen med en betalingsportal og et gratis debatsite om EU samt web-tv produktionen 'Europamagasinet', en programrække på 14 med Rasmus Nielsen selv som vært, der også sendes på dk4. Magasinerne udgives med støtte fra Europa-Nævnet og produceres hos Mediehuset København.

”Vi brænder for EU-stoffet, og vi hører også fra flere læsere, at de vil gerne have mere, og at de vil også gerne betale for det. Det er sjældent, man hører, at folk gerne vil betale for mere. Vi har i år delt EU-stoffet op i en betalt del og en gratis del, men vi skal videre og snarest muligt have en rigtig EU-korrespondent i Bruxelles. Vi bør være til stede dér. I gamle dage var en EU-korrespondent noget rigtig dyrt noget, men sådan er det jo ikke i dag, hvor journalister selv er parat til at betale kost og logi for deres udlængsel,” siger Rasmus Nielsen.

Cavling må komme 
Den fjerde og sidste store overskrift på ønskelisten er muligheden for at gøre sig mere i den tidskrævende graverjournalistisk.

”Det er også et ønske fra journalisterne selv. Hvis en journalist finder en god historie, vil vi gerne kunne trække vedkommende ud og få en vikar ind i nogle uger f.eks. og etablere en "graverbank" med midler, vi kan trække på til det. Jeg tror ikke på, at den type journalistik kan bære sig selv ind i øget abonnementssalg. Men nu taler vi også om, hvad vi kan give tilbage til samfundet for den del af mediestøtten, vi får næste år, og jeg tror, at det samtidig vil give større respekt og læsertilfredshed.”

Skal I vinde Cavling-prisen?

”Vi har vundet Anders Bording Medieprisen for vores koncept. Og vi e netop nomineret to gange for vores database ”Kend din Kandidat” med kandidat-match. Men vi vil selvfølgelig rigtig gerne have journalistprisen også. Det er et mål. I år er vi indstillet for en serie om Tobin-skatten. Så må Cavling komme om nogle år.”

 - LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også