Global: Vil Washington Post købe Digg

Rygtet siger, at Washington Post har kig på Digg, amerikanske avislæsere er stadig til print og NBCU lancerer digitalt advisory board for kvinder ...


Amerikanerne vil stadig læse avis på print
Selv om alle medietendenser normalt peger på, at journalistisk indhold går fra print til nettet, så er det alligevel en sandhed med modifikationer. I hvert fald viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Rasmussen, at amerikanerne foretrækker at læse deres avis på print i stedet for online. 66 procent af amerikanske voksne siger således i undersøgelsen, at de foretrækker avisernes printversioner, mens 28 procent hælder mod online.

Rygte: Washington Post kigger på Digg
Flere har tidligere spået, at den sociale bogmærkningsside Digg ville blive opkøbt af Google, men det er ikke sket. Nu lader det så til, at en anden køber muligvis har meldt sig på banen. Ifølge The Next Web skulle den hæderkronede amerikanske avis The Washington Post være interesseret – i hvert fald i dele af – Digg. Det er endnu uvist præcist, hvad avisen køber, og ifølge TechCrunch er der måske kun tale om det tekniske personale, hvilket i så fald gør det usikkert om Digg kan fortsætte driften.

Netværk sætter fokus på kvinder på nettet
Det amerikanske medieselskab NBCUniversal, der gennem de senere år har drevet netværket Women@NBUC, der har fokus på markedsføring til kvinder, lancerer et nyt digitalt advisory board. Advisory board'et er tænkt som en tænketank, der tager pulsen på kvindelige tendenser og sætter fokus på digital markedsføring til kvinder på web, mobil, sociale medier og andre nye platforme. Det skriver PaidContent. Blandt de mere end 20 kvindelige medlemmer af netværket er bl.a. Chloe Sladden, Vice President of Media fra Twitter og Vivian Schiller, digital chef på NBC News.
 

Pirate Bay møder stopklods i UK
Portalen for pirat-downloads af musik og film, The Pirate Bay, der er en kæmpe torn i øjet på underholdningsindustrien, får sværere adgang til de engelske brugere. I fredags blev fem britiske internetudbydere beordret til at blokere adgangen til The Pirate Bay, skriver PaidContent. Ifølge sitet er pirat-portalen, der ifølge Comscore har 3,7 mio. britiske brugere, nu blokeret i omkring 13 lande verden over.

- TBC, LR
 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu