Global: Microsoft investerer i e-reader platform


Microsoft i e-bog satsning


Microsoft i e-bog satsning
Microsoft og Barnes & Noble er gået sammen om at konkurrere mod Apple og Amazon på e-bogmarkedet, skriver PaidContent. Microsoft har investeret 300 mio. dollars i et nyt selskab under Barnes & Noble og deres e-reader platform Nook. Parterne ser bl.a. store muligheder i en Nook-app til Windows 8, der skal forbinde Barnes & Nobles digitale bog-, magasin- og avistilbud med millioner af Windows-kunder i bl.a. USA.  “Vores komplementære produkter vil accellere ??e-læsning på tværs af en bred vifte af Windows-enheder," siger Microsofts Andy Lee i en pressemeddelelse ifølge PaidContent.

 
Twitter bruges til markedsanalyse for filmproducenter
Firmaet Fizziology bruger budskaberne på de sociale medier som tweets og blogindlæg til at tage pulsen på forhåndsinteressen for kommende premierefilm - og give Hollywoord-producenter en "box office-prognose" på, hvor meget filmen vil indbringe i åbningsweekenden. Det skriver Financial Times. Lige nu er det actionfilmen 'The Avengers', Fizziology har kig på i krystalkuglen og spår en omsætning for på mellem 135 og 150 mio. dollars den første weekend. 
"Den seneste Twilight-film vurderede vi til at ligge på 140 mio. dollars, og den åbnede på 138,5 mio. dollars," siger Ben Carlson, chef og partner i Fizziology.
Hollywood-producenterne bruger bl.a. forudsigelserne til at justere marketingbudgettet efter.

Perform Group tror på sports-tv på Facebook
Den britiske web-tv udbyder, Perform Group, der står bag Livesport.tv, vil lancere 50 sportskanaler på Facebook, rapporterer Financial Times. Perform Group tror især på Facebooks virale effekt - når en FB-bruger installerer Livesports app og begynder at se en kamp, ryger der besked ud til dennes FB-venner, så de har mulighed for at se kampen på samme tid og kommentere præstationerne undervejs.
"Vores live indhold er overvejende ikke tilgængeligt på tv - det er nicheindhold. Der er måske 10.000-20.000 hardcore fans af australsk fodbold i Storbritannien og Facebook er en måde at nå dem på så effektivt som muligt," siger Oliver Slipper, Perform Group. 


A-pressen deler ud
Norske A-pressen har besluttet at udbetale 75 mio. norske kr. i ordinært udbytte, og 500 mio. i ekstraordinært udbytte. Sidstnævnte er relateret til A-pressens salg af halvdelen af aktierne i noske TV 2 til en værdi af 2,1 mia. til danske Egmont i februar i år.
"Generalforsamlingen har besluttet at udbetale ekstraordinært udbytte efter salget af A-pressens aktiepost i TV 2 i vinters. Derudover besluttede generalforsamlingen at udbetale et udbytte for 2011 resultatet, som er den bedste nogensinde," siger formand for A-pressen, Erik Nord, til Kampanje.com.

Orkla-topchef gået
Det norske selskab Orkla, der tidligere har ejet Berlingske Media, skiftede i dag ud i toppen. Næstformand i bestyrelsen, Åge Korsvold, overtog med omgående virkning stillingen som adm. direktør fra Bjørn M. Wiggen, der har siddet 19 måneder for bordenden i selskabet. Begrundelsen er ifølge Kampanje.com, at bestyrelsen ikke mener, at Bjørn M. Wiggen i tilstrækkelig grad har ført den seneste strategi for virksomheden ud i livet. Strategien skal give Orkla mere fokus på mærkevarer-forretninger gennem opkøb og frasalg, men på den konto har der altså ikke været aktivitet nok.

- LR
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også