Bladkompagniet overtager Interpress Danmark

Bladkompagniet bliver Danmarks største distributør af internationale aviser og magasiner efter overtagelse af Interpress Danmark.
Thomas Bo Christensen

Dagbladsdistributøren Bladkompagniet overtager 30. april 2012 Interpress Danmark fra norske Reitan Gruppen og bliver dermed Danmarks førende distributør af internationale aviser og magasiner, lyder det i en pressemeddelelse.

Bladkompagniet, der er ligeligt ejet af JP/Politikens Hus og Berlingske Media, fortsætter dermed udbygningen af magasindistribution, som i stigende grad supplerer distributionen af dagblade.

Interpress Danmark har mere end 1.500 titler i sit sortiment og en årlig omsætning på 65 mio. kroner baseret på løssalgsdistribution af internationale aviser og magasiner til ca. 1.200 løssalgsforhandlere i Danmark.

”Vi ser et godt strategisk match mellem de to forretninger, og da vi fortsat har ambitioner om at vokse, ser vi et stort potentiale i at gøre Interpress Danmark til en del af Bladkompagniet,” siger Christian Lanng Nielsen, adm. direktør i Bladkompagniet, i pressemeddelelsen.

Parterne har aftalt, at købsprisen ikke offentliggøres. Efter overtagelsen vil Interpress Danmarks aktiviteter og ansatte i Brøndby blive flyttet til Bladkompagniets faciliteter i Rødovre.

Bladkompagniet omdeler årligt 113 mio. aviser og magasiner til private husstande og virksomheder. Derudover distribuerer Bladkompagniet 100 mio. stk. magasiner og aviser til ca. 6.000 løssalgsforhandlere i hele Danmark. Selskabet havde i 2011 en omsætning på 691 mio. kr.

- TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også