Halvårsstatus: Radio 24syv uden gennembrud

Radio 24syvs første seks måneder i den danske æter; med stærke ejere og licensmillioner i ryggen og et perfekt landsdækkende sendenet, har ikke været overbevisende, når succeskriteriet er gennemslagskraft. Efter lanceringen den 1. november præsterede radioen den første måned et pænt ugentligt lytterniveau på 480.000 i gennemsnit. Den opbakning begyndte at skride ved årsskiftet og rettede sig ikke op.
Per Fanefjord Laursen

Radio 24syvs første seks måneder i den danske æter; med stærke ejere og licensmillioner i ryggen og et perfekt landsdækkende sendenet, har ikke været overbevisende, når succeskriteriet er gennemslagskraft.

Efter lanceringen den 1. november præsterede radioen den første måned et pænt ugentligt lytterniveau på 480.000 i gennemsnit. Den opbakning begyndte at skride ved årsskiftet og rettede sig ikke op.

Newstalk-radioens ugentlige dækning kom ud af 2011 på 350.000 - men svækkedes yderligere i foråret, hvor gennemsnittet arbejdede sig ned under 300.000. I marts var det ugentlige snit på 294.000, og i april er snittet i de første tre uger kun 279.000. April-ugerne er dog ramt af påsken, som trækker ned.

Langt op til målet
Det er stort set samme udvikling for radioens share. I november-december holdt 24syv en share på 2 og 1,7 procent. Da jul og nytår var overstået, begyndte en sivende trend den gale vej mod 1,2 procent - med et hop til 1,5 i april.

24syv-direktør Jørgen Ramskov erkender uden tøven, at lytterudviklingen de første måneder betyder, at hans udstukne målsætning er en stor mundfuld.

”Vi vipper omkring 300.000 ugentlige lyttere og skal nå 500.000 til november. Så det er en udfordring.”

P1 lever fint videre
Radio 24syvs nærmeste konkurrent er DR’s P1, som er sluppet godt fra at møde et målrettet modspil på FM-båndet og fra en forringet position med kun 12 timers FM-tilstedeværelse.

De seneste seks måneder har lytteropbakningen været let vigende, men fra et usædvanligt højt november-niveau på over 700.000. P1 havde 687.000 i marts, og er også påske-ramt indtil videre med 624.000 i april.

P1's kernelyttere elsker deres radio og har været yderst loyale. P1's share var 6,4 procent i november og har mere eller mindre holdt det niveau – bortset fra et dybt fald til 5,4 procent i april – igen et tegn på fridagene i påsken

“Jeg er stolt over, at lytterne fortsat efterspørger P1's programmer i næsten uændret grad - selv om det er blevet en del vanskeligere for lytterne, når programmerne skal findes digitalt i over halvdelen af sendetiden,” siger P1's kanalchef Anders Kinch-Jensen, der godt ved, at P1's kortere tilstedeværelse på FM er den største udfordring, som skal løses skærpet journalistiske fokus og ved at fastholde P1's særpræg uanset programtype.

Mere interesse i taleradio
Radio 24syv har klart et egentligt lyttergennembrud til gode, som er svært at sætte tal på; potentialet for rendyrket indholdsrig taleradio er naturligvis begrænset og muligvis allerede nået.

I gennemsnit var der fra november til april i alt 805.000 danskerne, der hver uge tændte for en taleradio. Det er 122.000 flere, end før Radio 24 blev lanceret.

Bagsiden af medaljen for radiomediet er, at den gennemsnitlig daglige lytning er faldet med to min. i de seks måneder. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også