24syv: TV 2 News er frygtindgydende

TV 2 News’ succes de senere år gør livet ekstra svært for Radio 24syv, der efter seks måneder som ny newstalk radio kæmper for at få en større luns af lytternes tid og en plads i deres hjerter.
Per Fanefjord Laursen

TV 2 News’ succes de senere år gør livet ekstra svært for Radio 24syv, der efter seks måneder som ny newstalk radio kæmper for at få en større luns af lytternes tid og en plads i deres hjerter.

Ikke alene er P1 som ventet en hård konkurrrent – også på hard news – 24syv har også en alvorlig modspiller i TV 2 News. News er en nyhedsradio med billeder - der muligvis får selskab af en ny TV 2 Finans-kanal i det nye år.

News førende nyhedsradio
”News er en frygtindgydende maskine at konkurrere mod - ikke mindst når de først rykker med breaking news, hvor de får fuld udnyttelse af, at de har et stort arkiv,” siger direktør Jørgen Ramskov, 24syv.

De barske realiteter for 24syv-chefen er, at behovet for hurtig nyhedsradio tilfredsstilles et andet sted. TV 2 News er landets dominerende “nyhedsradio” med 1,5 mio. brugere i ugentlig dækning. Det er en ugentlig opbakning, der er over dobbelt så stor som P1s og fem gange så stor som 24syv.

News skal udfordres
Når 24syv op til 1. maj gør 6-måneders status, er der kun få ændringer på selve nyhedsområdet, men der er ambitioner om at gribe potentialet og spille en rolle. Den loyalitet, som TV 2 News har, og som betyder at danskerne nu tænder for News, når verden ramler, skal udfordres.

“Vi har hele tiden haft ambitionen om at udfordre News på breaking news og - modsat P1 - være klar til at rydde fladen, når det sker. Men vi er de nye og oppe imod traditioner, og så må vi jo leve med, at vi står alene uden stort programlager.”

News ejer breaking 
Nyhedschef Susanne Moll erkender, at TV 2 News ejer den breaking news rolle, som 24syv kunne have haft god gavn af. Hun erkender også, at 24syv får svært ved at blive det store nyhedstog.

“Vi kan mærke, vi er små, når vi står midt i Breivik-dækningen, og Mærsk McKinney så afgår ved døden samtidig. Så rykker TV 2 og DR,” siger hun og uddyber:

”Breaking news-kriteriene er til nøje overvejelse og anderledes end News. I nyheds/aktualitetsfladerne kan og vil vi straks rydde fladen, men det skal være meget dramatisk for at bryde f.eks. en litteraturdiskussion. Nok vil vi konkurrere, men vi vil også værne om breaking news, så vi ikke udvander begrebet,” siger Suzanne Moll.

Nyheder og aktualitet afpudses
24syvs aktuelle flade-serviceeftersyn fører til ikke afgørende ændringer i nyheds- og aktualitetsdækningen. Der køres fremover fire nyheds-aktualitesflader i flowet, men fortsat i alt syv timer mellem kl. 6-18.00.

24syvs hovedflade er rene nyheder - de tre morgentimer kl. 6-9.00, hvor lytterpotentalet er højest, men hvor P1 bruger flest ressourcer og klart er stærkest.

“Vi er godt tilfredse med vort morgenhold og -flade. De afpudses naturligvis løbende, men kører videre som vi kender dem,” siger nyhedschef Suzanne Moll.

Den eneste reelle ændring er, at 24syv deler Globus-fladen op i to dele den 30. april. Det udvidede værtshold bliver forstærket med Louise Windfeld-Høgberg, der kommer fra Weekendavisen, flankeret af Helen Hajjaj, Kristoffer Meinert og Matias Østerlund.

Det internationale stof er nu placeret med Globus kl 12-13.00 og meget senere Datolinien 23-24.00.

”To timer i træk med internationalt stof var meget. Nu kan vi i den sene udgave udnytte de forskudte tidszoner med USA og Asien, samle op på dagen og opbygge eget stof til den tidlige morgenflade,” siger hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også