Global: Bannerannoncer savner troværdighed

Vi stoler ikke på online-reklamer
Thomas Bo Christensen

Vi stoler ikke på online-reklamer
Sådan lyder konklusionen på en internetundersøgelse, lavet af analyseinstituttet Nielsen, skriver Forbes. Tværtimod har forbrugerne stadig mest tillid til reklarmer i tv og på print. Dog er der ifølge undersøgelsen ved at ske et skifte, så troværdigheden af bannerreklamer på nettet og på mobiltelefoner er på vej op – faktisk er forbrugernes tillid til dem steget med henholdsvis 27 og 61 procent siden 2007.

Mobilreklamer er fremtiden i vækstøkonomier
Netop reklamer på mobilen har stort potentiale i udviklingsøkonomier. Her sker internettets udbredelse med lynets hast, men få ved, at internettet faktisk spredes til mobiltelefoner tidligere end til almindelige computere, skriver Mashable. Derfor kan reklamepengene ifølge netavisen med fordel skubbes mod mobilmarkedet - f.eks. i lande som Ægypten og Indien, hvor henholdsvis 70 procent og 59 procent af netbrugerne går på nettet alene via mobiltelefoner.

Kun en knap fra Spotify
Fra i dag er brugerne af Spotify kun et klik fra at kunne høre nogle af musikdelings-tjenestens millioner af sange. Spotify lancerede nemlig onsdag en ”Play Button”, som er en knap, der bl.a. kan installeres i hjemmesider, blogs og sociale medier, og som gør det muligt at høre musik fra Spotify, skriver Financial Times. Spotifys nye knap kan allerede bruges på sider som Tumblr, The Guardian og The Huffington Post.

Instagram stryger til tops
I går blev de købt, og i dag stryger de til tops hos brugerne. Fotodelings-app’en Instagram, der i går blev købt af Facebook for omkring en milliard dollars, får i dag endnu mere opmærksomhed. App’en er netop gået nummer ét på iTunes downloadliste, skriver CNET. Det fuldender dermed en ganske god uge for Instagram, som begyndte, da deres app blev udsendt til Android for seks dage siden, hvilket resulterede i mere end en million downloads på en enkelt dag.

Apple undgår britisk skattefar
Selv om Apple tjente ikke mindre end seks milliarder britiske pund sidste år i Storbritannien, kommer det ikke det britiske skattesystem til gode. Apple betalte nemlig kun omkring 10 millioner pund i skat, skriver The Daily Mail. Den lave indbetaling skyldes ifølge avisen, at Apple opererer fra henholdsvis Cork i Irland og de Britiske Jomfruøer, hvor skatten er minimal. Historien kommer kort tid efter lignende sager i Storbritannien omkring Amazon og Google.

- TBC
 

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også