Citat-kanonen.

Sådan beskriver Ugebrevet A4 sig selv i et fødselsdagsportræt i anledningen af, at ugebrevet runder ti år. Ti år, hvor ugebrevet har flyttet grænser for både specialmedier og andre medier i Danmark med et slagkraftigt journalistisk koncept.

Sådan lyder skudsmålet i hvert fald fra kommentatoren Hans Engell, som netop har indstillet A4 til Anders Bordings Mediepris:

”I et mediemarked med mange meninger, kommentarer, analyser, fordrejninger, påstande og beskyldninger er det befriende med ’facts and figures’ – et solidt fundament for en saglig, seriøs og ikke mindst væsentlig politisk eller samfundsmæssig debat,” skriver han.

Også andre kilder i A4’s eget portræt fortæller rosende om ugebrevet. Men sådan var det ikke, da fagbevægelsen satte mediet i søen for ti år siden.

Svær begyndelse
Dengang var der tværtimod en betydelig skepsis i det øvrige medielandskab, da det første ugebrev kom på gaden.

Under overskriften "Mellem to stole" beskrev journalist ved Politiken, Jakob Nielsen, hvad han så som ugebrevets helt store svaghed:

”Det skal ramme gruppen af tillidsfolk, men samtidig er det i høj grad rettet mod beslutningstagere på Christiansborg og journalisterne på de store aviser, som gerne skal citere A4 flittigt”.

Det anså Jakob Nielsen ikke for realistisk, og han pegede på en række nødvendige initiativer, hvis ikke ugebrevet skulle blive noget, der bare endte i bunken af ulæst post – såvel hos tillidsfolk som blandt politikerne på Christiansborg.

I Børsens Nyhedsmagasin gjorde journalist Frank Stokholm sig lystig over den journalistiske frihed, som ugebrevet var blevet tildelt. Det gjorde han under overskriften ”Hans Jensens ugebrev” med henvisning til LO’s daværende formand:

”Hvad Ugebrevet A4 angår, gør man sig ikke meget umage for at bygge forestillingen om uafhængighed op. Der er en stab på syv journalister og en redaktør, men den ansvarshavende redaktør hedder Hans Jensen. Derfor er det også ham, som åbner bladet med en leder, og går man videre til bladets første artikel, en historie om hvordan Kristeligt Folkeparti vil hjælpe de gule fagforeninger, så finder man som den første citerede person – ja, Hans Jensen.”

Ifølge A4 selv var det både første og sidste gang, at Hans Jensen kom i ugebrevet som andet end en kilde på linje med mange andre til at kommentere de løbende problemstillinger. Og frem til sin afgang i 2007 blandede han sig – igen ifølge A4 selv - ikke i ugebrevets redaktionelle beslutninger og måtte af samme grund finde sig i en række historier, som han ikke mente, A4 burde have bragt.

Men selv om de første anmeldelser ikke var prangende, og selv om kritikken af uafhængigheden var hård, så har familiebåndene til fagbevægelsen alligevel ikke har så stor effekt på troværdigheden – i hvert fald ikke i forhold til en måling, som A4 selv har lavet.

Kampen om troværdighed
I undersøgelsen mener 95 procent af læserne, at ugebrevet er ”troværdigt” (53 procent) eller ”meget troværdigt” (42 procent). Desuden siger 93 procent, at de udmærket klar over, at ugebrevet udgives af LO, men kun syv procent mener, at A4 forbryder sig mod målsætningen om at bedrive neutral og objektiv journalistik.

I forhold til troværdighed ser medieforsker Anker Brink Lund heller ikke, at der er noget problem i, at det er LO udgiver af ugebrevet:

”Medier skal vurderes på deres egen selvforståelse. I ugebrevets tilfælde taler vi om et nichemedie, der retter sig mod beslutningstagere og fagligt interesserede inden for emnerne velfærd, politik, arbejdsmarked og værdier. I og med LO betaler regningen, er der en afsender, der har en interesse i, at nogle historier bliver bragt. Men samtidig har ugebrevet et frihedsbrev, og jeg har ikke set tegn på, at det sidder på skødet af nogen,« siger Anker Brink Lund.

Alligevel mener han, at Ugebrevet A4 vil blive ved med at have en udfordring i at bevare dets kritiske tilgang - ikke mindst nu hvor Socialdemokraterne er i regering – et parti, som dets udgiver traditionelt har et tæt forhold til.

”Det er vigtigt for ugebrevet fortsat at være kritisk over for magten og ikke blive passivt talerør for ministrene. Det har altid været fagbevægelsens problem, når vi har haft en socialdemokratisk regering. Det er jo godt med et frihedsbrev, men det er ikke meget værd, hvis man ikke tør bruge det. A4 som skødehund vil heller ikke være i LO’s interesse på længere sigt,” siger Anker Brink Lund.

Børsting var også skeptisk
Venstre-politikeren og tidligere minister Claus Hjort Frederiksen har nu aldrig været i tvivl om, at LO var afsenderen, når han har stået med Ugebrevet A4 i hånden:

”Selv om jeg aldrig har tvivlet på rigtigheden af de oplysninger, A4 har bragt, har jeg været irriteret over og uenig i den måde, ugebrevet har vinklet tingene på og ladet dem indgå i en kritik af den daværende regering. Jeg mener også, man i holdningsundersøgelser har spurgt på bestemte måder for at fremme bestemte synspunkter,” siger Claus Hjort Frederiksen.

Modsat kritikken fra den tidligere minister er LO’s nuværende formand, Harald Børsting, overrasket over, at det er lykkedes at overbevise læserne og omverdenen om ugebrevets redaktionelle frihed – i hvert fald så høj grad, som ugebrevets egen undersøgelse viser:

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var skeptisk over for Ugebrevet A4, da det blev sat i søen. Jeg troede, det ville være umuligt at ramme to så forskellige målgrupper på én gang, og jeg var også dybt skeptisk over for ideen om et frihedsbrev. Jeg var ikke i tvivl om, at huset og ledelsen dengang ville give det, men jeg troede ikke, det kunne gøres på en måde, hvor omverdenen ville respektere og anerkende det,” fortæller Harald Børsting, som var LO-sekretær på det tidspunkt, hvor Ugebrevet A4 så dagens lys.

Harald Børsting har det nu med ugebrevet som Hans Jensen i sin tid: Til tider er det en pestilens. Senest, da ugebrevet skrev om alle de penge, der lå og samlede støv i uddannelsesfondene.

”Det er ikke nogen sjov melding at få ud i offentligheden, når man går med planer om at forhandle flere hjem. Andre gange er det konflikter, som ugebrevet sætter fokus på, og som får mig til at reagere med ”Det var dog fandens”, fordi vi ikke har brug for at diskutere dem lige her og nu. Men det er jo vilkårene," siger LO-formanden.

Han er opmærksom på værdien for fagbevægelsen af at have et medie, som skaber gennemslag, selv om det ikke nødvendigvis skriver det, LO ønsker.

”Ugebrevet A4 er et medie, der rejser en række emner, som er helt centrale for dansk fagbevægelse. Det ser man ikke noget andet medie gøre hverken i det omfang eller med den dybde. Og så får vi det tilmed til en anstændig pris, hvis man sammenholder det med, hvad denne bevægelse ellers har brugt på medier. Aktuelt kostede 60-70 millioner kroner om året, og det kan vi drive A4 for i seks år,” påpeger Harald Børsting.

- TBC