AP sætter jagten ind på nyhedstyve

Snart er det slut med at stjæle historier fra de store mediehuse i USA
som f.eks. AP og New York Times. Med mindre man altså vil have et
kæmpe sagsanlæg på halsen.
Thomas Bo Christensen

Snart er det slut med at stjæle historier fra de store mediehuse i USA
som f.eks. AP og New York Times. Med mindre man altså vil have et
kæmpe sagsanlæg på halsen.

Det er i hvert fald hensigten med det seneste våben i mediehusenes
kamp for at få penge for deres egenproducerede nyhedshistorier.
Her er det meningen, at en ny medieforening ved navn Newsright via et særligt elektronisk sporingssystem skal finde frem til medier, der systematisk bruger andre mediers nyhedshistorier uden tilladelse. Ideen er groft sagt at sætte licens på nyheder og kræve royalties ind hos dem, der bruger dem uden have abonnement på f.eks. New York Times.

”Vores mission er at realisere værdien af det indhold, der er lavet på nettet fra original journalistik, og få noget af den værdi tilbage til de nyhedsorganisationer, der rent faktisk har investeret penge i at producere journalistikken,” siger chefen for Newsright, David Westin, til journalism.co.uk.

Kontrakt på nyheder
Bag Newsright, der gik i luften i januar, står det amerikanske
nyhedsbureau AP og 28 andre nyhedsorganisationer og over 800
netmedier.

Det langsigtede mål med Newsright er dog ikke at agere
nyhedspoliti, men i stedet at tilbyde lovlige og betalte ”nyhedspakker” til dem, der i dag videregiver nyhedsindholdet uden tilladelse.

Og første kunde kom i hus i begyndelsen af marts. Her indgik Newsright kontrakt med hjemmesiden Moreover Technologies, der tager betaling for at videregive nyheder på forskellige stofområder – f.eks. til olieselskaber, der ønsker nyheder om oliebranchen.

Inden aftalen betalte hjemmesiden kun for meget lidt af det indhold,
som selskabet sendte videre til kunderne. Men med aftalen får Moreover Technologies nu adgang til nyheder fra de næsten 1000 nyhedsmedier, der er en del af foreningen - men som til gengæld får en økonomisk kompensation.

Flere kunder på vej
Detaljerne i den første aftale er ikke blevet offentliggjort, men
ifølge chefen for Newsright varer kontrakten mere end et år, og betalingen vil afhænge af, hvor meget nyhedsindhold Moreover Technologies bruger.

Ifølge netmediet The Wrap fortæller David Westin, at det ikke var nemt at hive den første aftale hjem, men at Newsright allerede har flere forhandlinger i gang med andre interesserede kunder.

"Håbet er, at jo flere kunder vi får, desto nemmere bliver forhandlingerne," siger Westin.

Newsright-projektet har været tre år undervejs og kommer i kølvandet på en række søgsmål, hvor bl.a. AP har sagsøgt flere medier uden licenser til deres produkter. Desuden har AP truet netgiganten Google News med et sagsanlæg, men i 2010 indgik parterne en aftale, hvis indhold aldrig er blevet offentliggjort.

- TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også