DR i svært X Factor-dilemma

Tv-markedet afventer i disse dage, om DR lancerer en sjette omgang 'X Factor' i 2013 og i givet fald, hvilke formatjusteringer der er på vej.

Men beslutningen om at sætte produktionsselskabet Blu i gang med en ny omgang talentsøgning trækker ud, og der foregår uden tvivl grundige strategiske overvejelser internt i DR. Der er nemlig mange gode argumenter for at lukke formatet ned og lige så mange gode for at tage bare én runde mere.
Per Fanefjord Laursen

Tv-markedet afventer i disse dage, om DR lancerer en sjette omgang 'X Factor' i 2013 og i givet fald, hvilke formatjusteringer der er på vej.

Men beslutningen om at sætte produktionsselskabet Blu i gang med en ny omgang talentsøgning trækker ud, og der foregår uden tvivl grundige strategiske overvejelser internt i DR. Der er nemlig mange gode argumenter for at lukke formatet ned og lige så mange gode for at tage bare én runde mere.

Find på noget nyt
Lektor Per Jauert, medievidenskab, Aarhus Universitet, mener, at det må være slut. Han hæfter sig især ved X Factor-forløbet i år, og den skærpede Se & Hør-iscenesættelse af Blachmann & Co, som han formulerer det.

“Der er der al mulig grund til at antage, at DR’s argumenter for at køre videre med formatet er få og små. Så jeg satser en blank 10 krone på, at DR nedlægger X factor - og så må man i stedet opfinde et skarpere public service-underholdning format - for DR vil og skal på ingen måde melde sig ud af det bredt appellerende underholdningsstof.”

Professor Stig Hjarvard, Medievidenskab, Københavns Universitet, tør end ikke gætte på, om DR fortsætter talentshowet. Det er et klassisk og svært dilemma, at DR vil være mere skarpe på public service, men at DR1 omvendt ikke kan tåle at tabe seere, påpeger han.

Passer generaldirektøren godt
Mediekonsulent Jesper Grunwald, der har dyb DR-indsigt, tror, at generaldirektøren er fristet til at trække stikket.

“Jeg kan godt forestille mig, at DR vælger at lægge 'X Factor' ned og sige tak for fem fede år. Jeg tror den beslutning kunne passe Maria Rørbye Rønn godt. Det ville bidrage til signalet om et skarpere DR og lukke ned for en flanke af public service-kritikere. Selv om – eller måske netop fordi det udfordrer DR1’s problem med vigende seertal, vil det tydeliggøre behovet for fornyelse af kanalformat og koncepter. Ikke mindst internt,” siger Jesper Grunwald.

Vanskeligt dilemma
Vicedirektør Ulf Lund, YouSee, henviser til, at det blandt andet var et farvel til X Factor og goddag til en renere public service profil, som Maria Rørbye Rønn oprindeligt blev ansat på.

“På den anden side er X Factor et af de efterhånden meget få DR-programmer, der for alvor samler danskerne. Derfor sidder DR-ledelsen med et vanskeligt dilemma, og mit forsigtige gæt er, at seertallene vinder over idealismen. Selvom jeg personligt mener, at DR burde stole på, at de kan opnå tilstrækkelig relevans, også uden at gå de kommercielle stationer i bedene,” siger Ulf Lund.

Hos produktionsselskabet Eyeworks sætter adm. direktør Esben Halding uden den store tøven sine penge på, at DR kører videre med formatet.

"X Factor er vel en af dansk tv's største successer, så jeg tror ikke, de lægger det ned. Der er selvfølgelig et argument i, at man vil skærpe public service-profilen, men DR skal også at kunne samle danskerne," siger Esben Halding. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også