Kulturminister vil ikke afvise smalt medieforlig

Der er alligevel mange områder, hvor Uffe Elbæk ser anderledes på mediebranchen, end Per Stig gjorde. Derfor bliver medieforliget fra 2010 justeret dette forår.
Per Fanefjord Laursen

Da Uffe Elbæk indtog kulturministerstolen i september, var interessen i en justering af det gældende smalle medieforlig beskeden.

Sagen var og er, at når de planlagte justeringer slår igennem i 2013, skal regeringen alligevel så småt i gang med at forhandle den næste regulære forligsperiode.

Siden har kulturministeren ændret mening. Der skal indgås et nyt medieforlig inden sommer, vel at mærke først når der er slået søm i mediestøtte-forliget. Der skal justeres på en stribe elementer i "det smalle" 2010-forlig, som det nuværende flertal vil gøre anderledes.

“Det gik op for mig, at der faktisk er gode argumenter for at ændre forliget, og mange områder hvor vi har en anden prioritering end den forrige regering,” siger kulturminister Uffe Elbæk til MediaWatch.

Anbefaler V og K at møde op
Selv om der er tale om en justering midt i forligsperioden, er målet et bredt forlig. Ministeren fremfører den almindelige visdom, at brede forlig er bedst for aktørerne. Medier er et område, som ikke
bør være kastebold mellem den til enhver tid siddende regering og opposition.

“Jeg har haft ret god succes med at lave brede forlig - f.eks. i forbindelse med Det Kongelige Teater. Det er også ambitionen med dette medieforlig, men jeg er også klar til at indgå et smalt forlig,” lyder budskabet.

Hvorfor mener du, Venstre, Konservative og de andre vil komme regeringen i møde og ændre det forlig, som de selv har indgået i maj 2010?

“Der er god grund for dem til at deltage. Hvis de vil være med til at fordele det licensoverskud, der er på et antal millioner, (ca. 41 mio. i 2011, red.) som kan bruges til at styrke public service, så må de møde op. Derudover er der prioriteringer for børn og unge, som jeg håber oppositionen vil være med til,” siger Uffe Elbæk, der afviser at uddybe regeringens intentioner på det traditionelle medieforligsområde.

“Jeg vil ikke diskutere de enkelte elementer, som vi påtænker at justere på. Færdige meninger er ikke et imødekommende signal til oppositionen.”

Lang smørebrødseddel
Elementerne er nu ikke helt ukendte for omverden. Mange måneder før Uffe Elbæk kom ind i billedet, pegede Socialdemokraternes ordfører Mogens Jensen løbende på de punkter i forliget, som den nuværende regering ville ændre på.

Etableringen af Radio 24syv kan ikke afblæses, men Public Service Puljen er allerede sat ned til niveauet før forliget. Product placement kan være i søgelyset; det gælder også det øgede krav til DR’s udlægninger og justeringer af teksten i DR’s public service kontrakt, herunder DR’s råderum.  

S-ordføren har også tidligere udvist engagement i at sikre alle vigtige sportsbegivenheder på landsdækkende tv.

Blandt de få budskaber fra ministeren selv er, at DR skal have et skærpet fokus på musikjournalistik og tematiserede programmer og tjenester, herunder fokus på forskellige genrer inden for den rytmiske musik.

Andre usikre temaer
Ønskerne om et friere valg af tv-kanaler er muligvis på regeringens smørrebrødsseddel. De intensioner indgår allerede i gældende forlig, men spørgsmålet, tv-branchen stiller sig, er, om den nye regering vil lægge mere pres på distributører, inspireret af Konkurrencestyrelsens konklusioner på området.

Andre dele af branchen spekulerer i disse uger på, om valget af en 10-årig digital radiostrategi, der gik i baglås efter folketingsvalget, er del af Uffe Elbæks diskussionspapir under medieforhandlingerne senere dette forår.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også