BFE: Tv-apparater forældes hurtigere end tidligere

Forbrugerne skal beskyttes, men husk at tv-apparater skal udskiftes næste lige så hurtigt som computere og mobiltelefoner, minder BFE om efter Østre Landsret-dom.
Per Fanefjord Laursen

I går dømte Østre Landsret en radio/tv-forhandler for ikke at have oplyst en kunde om, at et tv med MPEG2-tuner købt i januar 2008 ville kræve en ekstra boks for at kunne modtage MPEG4 i januar 2012.

Forhandleren mente ikke, han havde haft den fornødne viden til at rådgive kunden, men retten lagde til grund, at der er masser af skriftlig kommunikation, som viser, at branchen bør have kendt til den politiske beslutning om at erstatte MPEG2 med MPEG4.

Brancheorganisationen BFE, der repræsenterer hardware udbyderne, finder det bekymrende, at retten ikke tager mere højde for den rivende teknologiske udvikling.

“Den hastighed, hvormed den teknologiske udvikling finder sted, gør, at fladskærme og anden forbrugerelektronik skal udskiftes langt hyppigere end tidligere. Et moderne fladskærms-fjernsyn er i realiteten en computer eller megastor smartphone. Og fuldstændig ligesom computere og mobiltelefoner skal fladskærmene jævnligt udskiftes eller opgraderes,” siger BFE's direktør Kurt Frausing.

BFE's direktør understreger, at BFE ikke repræsenterer detailhandlen og ikke har forudsætninger for at bedømme rådgivningen i butikken i den konkrete sag. Men han mener, at det principielle i sagen burde være, at forbrugerelektronik - som man også kender det fra pc-verdenen - forældes hurtigt. Og BFE konstaterer:

“Dommen må ikke føre til en forventning om, at elektronikudstyr købt tre-fire år tidligere kan alt det, som dagens udstyr kan. Det vil være ude af trit med den teknologiske virkelighed.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også