Kragh: Norske investeringer rammer plet for Egmont

Købet af TV 2 i Norge rykker på flere måder tyngdepunktet i den danske mediegigant Egmonts forretning.

De norske journalister står først i interviewkøen i år. Sidste år var det de danske, og i år er den norske interesse ekstra stor på grund af købet af TV 2 i Norge, som Egmont blev eneejer af første februar i år.

Budskabet fra Egmonts presseafdeling, da det årlige interview med koncernchef Steffen Kragh i forbindelse med årsregnskabet skal aftales, fortæller på sin egen lavpraktiske måde om den udvikling, der især har kendetegnet den alsidige danske mediekæmpe det seneste år.

Det norske fodfæste
Opkøbet af norske TV 2, som Egmont var med til at starte op for 20 år siden sammen med norske A-pressen, der nu har valgt at sælge sin halvdel til partneren, tilfører med et slag Egmont en ekstra omsætning på 1,5 mia. kr. og sender tv-omsætningen op på tre mia. kr. Det gør tv-forretningen til den mest indbringende del af Egmont. Overskuddet i tv-forretningen alene i 2011 var på cirka 400 mio. kr. før renter (ebit) – hvoraf altså kun det halve indgår i Egmonts regnskab for 2011, men i år vil indgå fuldt.

”Købet betyder først og fremmest, at vi nu er endnu større i Norge, og at vi er bundet lidt mere op på udviklingen i den norske konjunktur," siger Steffen Kragh, der nævner investeringerne i Norge som et af de tre vigtigste udviklingstrin i Egmonts de seneste ti år.

"Vi har investeret en række steder, men mest i Norge, og det har været godt, fordi det norske samfund udvikler sig godt og rigt. Der er stor forbrugsvilje, stor digitalisering, og det er et samfund, hvor man læser utrolig meget og forbruger medier rigtig bredt. Så vi har ramt fornuftigt ved at gå ind her.”

Tv, tv, tv!
De to andre hovedspor i det seneste årti peger også mod tv og omsætningen, der her er steget fra fem til 25 pct. (med opkøbet af hele TV 2 og den organiske udvikling af TV 2). Som det tredje og sidste punkt fremhæver Steffen Kragh det faktum, at halvdelen af Egmonts omsætning i dag kommer fra skærmbaserede medieprodukter (ud over de 25 pct. fra tv, kommer 25 pct. fra film, games og online).

”Egmont er i dag en mediekoncern, hvor en hel del af vores indhold er gearet til at kunne fungere godt på skærme. Ved siden af har vi en række områder, hvor man må sige, at forretningsmodellerne slet ikke er klar nok. Et område er blade og et andet er bøger. Nok er der meget e-reading potentiale derude. Men hvad forretningsmodellen er på den lange bane, det er jo ikke klart,” siger Steffen Kragh.

Norske spinoffs
Mere klart er billedet på tv-platformen, hvor pilen også peger mod Norge, når det gælder den digitale udvikling og forretning. TV2.no er Norges syvende største nyhedssite, Klikk.no, der samler artikler fra Egmonts norske magasinudgiver, Hjemmet Mortensen, er Norges 14. største og Egmont-ejede Nettavisen.no hører også til i toppen.

TV 2’s on demand forretning, Sumo, der giver mulighed for at se tv på mobile platforme, havde en abonnementsvækst på 50 pct. sidste år - og teknologien bag Sumo, der er udviklet internt, er blevet en sællert i sig selv for datterselskabet Vimond Media Solutions, som bl.a. TV4 i Sverige har købt, lige som redigeringsteknologien i selskabet Viztr, der også udspringer af tv-koncernen. Summen af det hele gør det TV 2 og Norge til et nyt tyngdepunkt i forretningen og nøgle til den digitale udvikling, der banker på i alle divisioner omend i meget forskelligt tempo.

"Det er klart, at vi kigger på vores norske tilstedeværelse og fodaftryk og ser på, om vores virksomheder kan bygge noget stærkere der, og det kunne typisk være på det digitale område, hvor vores nyhedssites er blandt de største. Det at krydse trafik og udvikle flere online forretninger kunne være en udvikling,” siger Steffen Kragh, der lægger vægt på, at al digital udvikling skal være baseret på sund forretning.

Solgte musikken fra
Det var også grunden til, at Egmont-selskabet Nordisk Film sidste år solgte sin halvdel af pladeselskabet MBO Group, der rummede tre anerkendte labels, Copenhagen Records, A:larm og RecArt, der huser navne som Nephew, Medina og Nik & Jay.

”Vi har solgt musik fra i 2011 fordi det ikke var muligt at få betaling for al den musik, vi leverede, og som forbrugerne egentlig gerne ville have, men der var ikke etableret nogle forretningsmodeller, der gjorde at det hang sammen," siger Steffen Kragh, der ser musikken som et godt eksempel på, at ikke alle medier vinder på den digitale udvikling.

”Det var en god ide, men musikken kunne desværre piratkopieres og derfor forsvandt noget af forretningsmodellen, og sådan vil det være med en række af vores forretninger, hvor vi så laver et skifte. Men vi tror rigtig hårdt på de levende billeder, og derfor har vi øget vores forretning her. Vi tror på at udvikle godt indhold, der skal kunne forbruges på skærme - samtidig med at vores blade vil stå rigtig stærkt på hylderne også. Men vi er jo ikke blinde for, at i og med at vi alle får flere skærme, kommer vi til at forbruge endnu mere på de flader."

Kreativitet og vitalitet i klassiske medier
Steffen Kragh opridser Egmonts strategiske fokus fremover i tre punkter:

”Det strategiske fokus er mere tv, mere digitalisering og investeringer i kreativitet og vitalitet i vores klassiske forretning. Vi kommer til at investere rundt om alt, hvad du kan kalde levende billeder og tv, i digital forretning med understregning af forretning, mere digital udvikling af vores brands, der gør vores produkter tilgængelige digitalt og så bygge tillægsydelser, services og transaktioner rundt om vores brands. Endelig har vi fokus på at investere i kreativitet og vitalitet rundt om kernen af vores klassiske medieprodukter. Det er lige så flot og vigtigt at udvikle vores gamle kerneforretning,” siger Steffen Kragh, der pointerer, at lønsomheden i Egmonts klassiske medieforretning, Egmont Magazines fortsat er i top.

Skal forbedres
Den pointe bekræfter regnskabstallene. En kombination af øget abonnementssalg, hvor Egmont især i Sverige har vundet markedsandele, og besparelser har skabt en fremgang i resultatet før renter (ebit) på 30 pct. i bladforretningen, mens Egmont Kids Media havde en fremgang på 17 pct. (ebit).

Lidt dårligere gik det for Nordisk Film efter et rigtig godt 2010-resultat. Det eneste resultat, der får karateren utilfredsstillende er den danske forlagsdel i Lindhardt og Ringhof, der gjorde Egmont Books til den eneste underskudsgivende division i Egmont i 2011 - med et lille underskud på en mio. kr. (ebit) mod et plus på 24 mio. kr (ebit) i 2010.

”Vores bøger har rekord i Norge, vi er det største og mest lønsomme bogforlag (Cappelen Damm, red.) i Norge. Vi har også nogle gode udgivelser i Danmark, men det er bestemt et utilfredsstillende resultat. Det skal blive bedre, og det bliver det også i 2012. Der er også ambitioner om, at Nordisk Film skal være bedre indtjenende, men der vil være langt større varians i sådan en forretning fra år til år.”

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også