Per W: Vi skal undgå et digitalt skud i foden

De regionale mediehuse er også optaget af at udtænke betalingshegn-modeller til deres netaviser. Hos Fynske Medier, der med fyens.dk er blandt de største regionale online-udgivere, har planerne for en betalingsmodel på regionalt plan været i støbeskeen i halvandet år - og der kommer til at gå mindst tre måneder mere.
Per Fanefjord Laursen

De regionale mediehuse er også optaget af at udtænke betalingshegn-modeller til deres netaviser. Hos Fynske Medier, der med fyens.dk er blandt de største regionale online-udgivere, har planerne for en betalingsmodel på regionalt plan været i støbeskeen i halvandet år - og der kommer til at gå mindst tre måneder mere.

“Fynske Medier er først klar til at introducere betalingsmodellen for online artikler tidligst i juni og måske snarere i 3. kvartal. Så indfører vi et element på fyens.dk, hvor læserne tilbydes relaterede artikler fra vores betalte dagblade, Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis, når du klikker ind på en gratis artikel. Det bliver ‘Plus’ artikler; det vil sige at de kræver abonnement,” siger chefredaktør Per Westergård, Fynske Medier.

Der er i dag et overlap af stoffet mellem fyens.dk og papiravisen på bare otte procent. Fyens.dk, der er koncernens hovedsite, er et helt andet medie end avisen, og 65 procent af de 237.000 månedlige netavis-læsere, ser ikke papiravisen.

”Gennem knap to år har vi arbejdet på at gøre de to til meget forskellige medier. Nu fører vi en del stof tilbage til fyens.dk, som kræver et specielt abonnement i en eller anden kombination,” siger chefredaktøren, der er inspireret af udenlandske sites som Nytimes.com.

Beskytte eksisterende omsætning
Én af årsagerne til, at Fyens.dk endnu arbejder med at snitte sin betalingsmodel til, er netop, at kombinationsmulighederne er talrige. Samtidig må nye tiltag helst ikke påvirke avishuset eksisterende annonceomsætning, der i 2012 ventes at passere 20 mio. kr. alene på fyens.dk

”Der er mange modeller. I dag kan læsere vælge et abonnement på papiravisen for 3.300 kr. årligt eller adgang til e-avisen for omkring halvdelen,” siger han. Fynske Medier omsatte for 800.000 kr. sidste år fra e-avisen, men i år ligner det mere 1,6 mio. kr.

Stadig små beløb i det store spil, minder Per Westergård om, men et signal om villigheden til at købe aviser digitalt, også uden en aktiv markedsføringsindsats.

Hvad skal det koste
Senere i år lægger Fynske Medier så det tredje betalingsprodukt frem.

”Målgruppen for Plus-artikler er de 65 procent, vi har som gratis netlæsere. Men spørgsmålet er, hvad det abonnement bør koste – er det også 50 procent af papirabonnementet? Og skal det være én uge, tre måneder eller halvårs abonnementer - eller alle kombinationer? Dertil kommer, hvilke kombinationer af abonnementspakker med papiravis, e-avis og betalt online indhold, der giver mest mening. Vi kan jo både risikere at skyde os selv i foden ved at prissætte det for højt eller for lavt. Den ligning tillader vi os at tænke grundigt igennem.”

Den ubekendte mobile faktor
Trenden de seneste 12 måneder er, at Smartphones og Ipads maser sig ind på online-mediernes domæne, hvor man traditionelt går til et internetmedie via sin pc.

Det er den fjerde ubekendte i Per Westergårds ligning: Pakketering af det mobile udbud og prissætning af avishusets produkter via mobile enheder.

Nærmest gælder det om, at e-avisen kan udbydes på såvel Ipad som Smartphone.

”Her vælger vi modellen, at hvis du har avisen i papirversion, er det gratis at hente artikler via mobilen eller Ipad. Vil du alene kunne læse hele e-avisen mobilt, bliver prisen 75 procent af avisabonnementet.”

Dernæst kommer så overvejelser af et udbud af Plus-artikler på Fyens.dk via mobile platforme, og - i lighed med andre avishuse - inkluderer betragtninger også internationale modeller, hvor man frit kan klikke på nyheder f.eks. 10 gange, hvorefter klik nr. 11 kræver betaling.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også