Liberaliseret spillemarked udløser annonceboom

Spilleudbyderne har i runde tal købt annoncering for 118 mio. kr. i de første to måneder af 2012, viser opgørelsen fra Gallup Adfacts, der afspejler bruttoomsætningen på annoncemarkedet - før rabatter m.m. Dermed er mediernes omsætning fra det liberaliserede spillemarked vokset med 110 procent siden januar-februar 2011. Gevinsten er dog langt fra fordelt lige mellem mediegrupperne.
Per Fanefjord Laursen

Spilleudbyderne har i runde tal købt annoncering for 118 mio. kr. i de første to måneder af 2012, viser opgørelsen fra Gallup Adfacts, der afspejler bruttoomsætningen på annoncemarkedet - før rabatter m.m.

Dermed er mediernes omsætning fra det liberaliserede spillemarked vokset med 110 procent siden januar-februar 2011. Gevinsten er dog langt fra fordelt lige mellem mediegrupperne.

Ikke helt uventet har online haft et enormt udbytte af et friere spillemarked med en omsætning på 57 mio., svarende til næsten en firedobling, stadig målt i bruttokroner. Den konkrete omsætning skal tages med det store forbehold, at særligt online medier giver gode rabatter.

Tv til vejrs
Tv nyder også godt af de nye penge efter liberaliseringen, viser Gallup-tallene. Tv-mediet har i runde tal omsat for brutto 44 mio. kr. fra spilleudbyderne. Det er et index på 168 i forhold samme periode i 2011.

Dagbladene har tiltrukket 8,4 mio. (index 113), og radio får også lidt ud af det nye marked, nemlig 2,3 mio. i januar-februar (et index på 118)

Derimod taber ugebladene indtjening fra spil med en bruttoomsætning på 1,5 mio. (index 72)

Danske Spil lagde ca. 80% i tv og online
Storaktøren og -annoncøren Danske Spil har i 2012 købt annoncering for hele 51 mio. bruttokroner. I runde tal er de fordelt med 34 procent til tv, 46 procent i online, ni procent til dagbladene, og fire procent i radio.

“Vi havde forventet meget annoncering på TV 2, også mere end vi faktisk har set indtil nu. Vi havde også forventet flere sponsorater end tilfældet er,” siger informationschef Thomas Rørsig, Danske Spil, på vegne af spilleudbydere generelt. Han noterer også, at meget få satser på synlighed i butikker.

Dansk fodbold giver tv-overvejelser
Hos den meget mindre udbyder, BetFair, der har en smallere målgruppe, holder man sig fra tv. Foreløbig har man kørt 100 procent online i år, oplyser direktør Peter Weinreich.

”Vi er i fuld gang med at udforske de nye muligheder. Det gælder primært PPC annoncering på Google og Facebook. Jeg kan ikke afvise, at vi kommer til at køre tv senere på året, men omdrejningspunktet for vores mediestrategi er online,” siger han og minder om, at online kan blive udfordret, når nu Superligaen er i gang igen.

“Alle operatører ønsker at signalere til omverdenen, at de nu er ”danske”, og derfor er den hjemlige Superliga oplagt at lægge sig op ad. Mit bud er derfor, at spiludbyderne vil allokere en relativt større andel af deres mediebudgetter på tv i de næste 2,5 måneder, hvor Superligaen spilles færdig,“ siger han.

Kilde: Gallup Adfacts. Januar-februar 2012 vs. 2011.
Al media spend er brutto, og tv-spend ikke indeholder sponsorater. Tv-priser indekseres ud fra TV 2's priser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også