Til daglig har Steffen Jensen nok at gøre med at gøre Mellemøsten-konflikten forståelig for TV 2-seerne, men alligevel har han fundet tid til at stå bag fotobogen 'Untold Stories' for at komme af med flere historier, end det er muligt i et nyhedsindslag.

Han ville ønske at udlandsstoffet blev prioriteret højere generelt, og at mediernes net-udgaver ikke nøjedes med at være "rent ugeblad", fortæller han i denne udgave af 'Mediebøger'.

1. Hvorfor har du udgivet fotobogen 'Untold Stories'?

“For det første: Når man laver tv-nyheder, så lever man altid med det dilemma, at man bliver sendt lige ud i midten af stormens øje, der hvor der virkelig sker noget, så man oplever alt – verdenshistorien i støbeskeen – på allernærmeste hold, men samtidig har man så lidt plads til at fortælle om alt det, man oplever. I mange, mange år kom jeg altid hjem med så uendelig mange flere oplevelser, end jeg kunne nå at fortælle om. Både fordi der altid var for mange til at nå at fortælle dem alle, men også fordi ikke alle oplevelser egner sig til at blive fortalt på TV. Derfor har jeg længe haft behov for at kommunikere på andre måder end blot via TV, og det gør jeg ved at skrive bøger, holde foredrag og ved at have min egen hjemmeside, hvor ikke skal rette mig efter nogen, men er min egen redaktør.”

“For det andet har jeg fotograferet i mange år, og jeg begyndte også at tage mit kamera med på reportagerejse, fordi der naturligvis altid foregår noget fotogent. Og af samme grund har jeg naturligvis også længe haft en drøm om at vise mine fotos til en større kreds end blot min familie og mine venner. Men da jeg også kender ganske mange af Danmarks bedste fotografer, så kan jeg også godt se, at i det selskab kan jeg godt pakke sammen, der har jeg ikke så meget at gøre. Deres fotos ligger bare i en helt anden klasse. Så i lang tid var det blot en drøm eller en ide, jeg legede med. Da så Forlaget Ajour, som specialiserer sig i litteratur om journalistik, medier, fotografi, fotojournalistik og så videre viste interesse, så slog jeg naturligvis til, så det er i bogstaveligste forstand en drøm, der er blevet til virkelighed for mig. Og den kendsgerning at virkelig dygtige fotografer roser bogen, gør mig naturligvis edderstolt.”

2. Giver tv-mediet for lidt mulighed til at få nuancerne med i så komplicerede konflikter, som dem du dækker?

“De konflikter jeg dækker rundt om i Mellemøsten er hamrende komplicerede, de er gamle, har ofte rødder langt tilbage i historien, er blandet op med etniske, kulturelle og religiøse forskelligheder, som på ingen måde gør dem nemmere at begribe, så jeg tror, at de konflikter jeg dækker er for komplicerede for de fleste nyheds- og massemedier. Men det kan vi jo ikke lade os slå ud af. Vi er jo nødt til at forsøge at forklare dem alligevel, og det gør vi så. Efter bedste evne. Så godt vi kan.”

“De forskellige medier – de forskellige trykte og de elektroniske – er gode til noget og dårlige til noget andet. I tv-monopolets dage kunne TV-Avisen uden problemer beskæftige sig med støvede, abstrakte emner, som slet ikke egnede sig til tv, for seerne havde alligevel ikke noget sted at flygte hen, så de blev hængende. Sådan er det jo ikke længere. Kan vi ikke fortælle en historie, så folk gider høre den, så går de et andet sted hen, og så har vi jo tabt. Derfor er vi nødt til at satse mere på de historier, der egner sig til tv-mediet, og søge at fortælle så kreativt som muligt de historier, som ikke egner sig, men som der ikke er nogen vej udenom at fortælle.”

“Men vi ser naturligvis en trend i retning af, at nogle typer historier først og fremmest vil blive fortalt på tv, for det er de ligesom skabt til, mens andre er langt bedre egnede til at blive beskrevet i den trykte presse. Og det er der sådant set ikke noget forkert i. Jeg kunne så personligt godt tænke mig, at de internet-platforme vi efterhånden også alle sammen har, var en smule mere seriøse, så man kunne bruge dem til at følge op på det, man har begyndt på tv. Men alle danske medier er tilsyneladende enige om, at internetsiden af deres medie skal være rent ugeblad og tilsyneladende ikke egner sig til noget tungere og mere seriøst. Det synes jeg er synd, og jeg er uenig i den linje. Jeg har selv en hjemmeside, som på ingen måde forsøger at være ”kulørt” eller tabloidagtig, og den har masser af læsere.”

“En skønne dag ser vi formentlig alle os selv som mediehuse snarere end aviser, radiostationer og tv. Så dækker vi det, der skal dækkes, og i den dækning spiller vi på alle tangenter og bruger alle platforme i samspil og harmoni. Når det kommer, så kunne vi fange folk på tv, gøre dem interesserede og sende dem videre til internettet, hvor de så får dybde, baggrund og perspektivering. Det kunne være flot.”

3. Du er selv meget specialiseret i det område af verden, du færdes i, mens andre medier har en 'global korrespondent'. Er det en del af at være journalist, at man skal kunne rapportere om alt, eller går der noget tabt, hvis man skal brede sig for meget ud?

“Sådan vil det altid være. All-round reportere ved lidt om alt. Faste korrespondenter ved meget om lidt. Men da intet dansk medie har råd til som BBC at have 250 korrespondenter fordelt rundt om i alle verdens afkroge, så er vi nødt til at have én eller to, som dækker stort set alt, og så ganske få, som er specialiserede. De få bliver naturligvis placeret i områder, hvorfra vi forventer at få mange flere historier fra, end de fleste andre steder i verden. Og Mellemøsten er – næppe overraskende – sådant et område, og det er jo ikke bare os, der har fundet ud af det. De fleste medier, der har udenrigskorrespondenter, har en Mellemøstkorrespondent.”

“Men enhver journalist skal jo kunne rapportere om hvad som helst, og det kan jeg jo også. Jeg ved bare ikke lige så meget om alle mulige andre ting. Men som andre journalister er jeg hurtig til at tilegne mig nyt stof, forstå og systematisere det, uddrage det væsentlige og så forsøge at fortælle om det i en forståelig og engageret form, så andre mennesker gider at lytte. Det er jo det, journalistik handler om. Så jeg er da også blevet sendt til Haiti et par gange i de seneste år i forbindelse med jordskælvet og genopbygningen. Og jeg bliver også fra tid til anden brugt på udlandsredaktionen i Danmark, når der er brug for det.”

4. Hvordan står det til med den internationale dækning i danske medier?

“Jeg er nok ikke den rigtige at spørge. Både fordi jeg jo har boet i udlandet i så mange år, at jeg ikke kan påstå at have nogen særlig ekspertise på indholdet af de danske medier. Desuden fordi udenrigspolitik er en af mine passioner, som jeg derfor ikke kan få nok af, og af samme grund altid vil være svær at stille tilfreds. Jeg vil altid gerne have mere. Alligevel synes jeg nok, at man burde prioritere udenrigsstoffet højere. I særdeleshed når ungdommen bliver mere og mere internationalt orienteret. Men vi skal også sørge for, at udenrigsstoffet ikke kun handler om politik, krige og konflikter. Vi burde rapportere langt mere om kulturelle, sociale, historiske og religiøse forhold, for at give de forståelsesrammer, der er afgørende, når man skal kunne sætte de dagsaktuelle politiske nyheder ind i en forståelig sammenhæng.”

“Jeg kan ikke klage i forhold til Mellemøsten, som TV 2 virkelig har investeret i. Og det gør stationen også, når der er andre væsentlige udenrigspolitiske problemstillinger, der skal dækkes. Men vi, som andre danske medier, er næsten blinde i Afrika, Sydamerika og andre steder, og det er et problem, synes jeg. Samtidig forstår jeg også, at ressourcerne ikke er ubegrænsede, og det er dyrt at lave tv fra verdens fjerneste hjørner.”

5. Hvor længe vil du fortsætte med at være korrespondent - og hvad drømmer du om bagefter?

“Jeg troede slet ikke, man kunne tillade sig at tænke på at blive pensionist længere. Jeg ved ikke hvor længe, jeg kan blive ved. Eller hvor længe jeg kan fortsætte præcist på denne her måde, som jeg gør nu. Jeg kan jo godt se, når jeg er ude ved en aktiv frontlinje, at jeg er ved at være en af de ældste, der løber rundt og dækker sig i støvet. Men selve faget – udenrigskorrespondent – er der jo mange, der bedriver i en langt højere alder end mig. De går så bare med slips, er klædt i en habit og fokuserer på lidt andre ting, end jeg gør. Møder, konferencer og så videre. Måske er det frygten for det og for slipset og habitten, der får mig til at tage endnu nogle år i mit særlige hjørne af faget.”

“Så må du heller ikke glemme, at jeg fra naturens side er meget interesseret i Mellemøsten. Så derfor giver mit job mig jo muligheder for at dyrke min interesse, samtidig med at jeg arbejder. Derfor har jeg måske kunnet holde det ud længere end de fleste. Jeg tror også, at når jeg en gang går på nedsat arbejdstid eller hvad det nu bliver, så bliver det stadigvæk noget med en blanding af at rapportere, analysere og kommentere på Mellemøsten i medierne, kombineret med at skrive bøger og holde foredrag om det – men måske med lidt mere tid til at passe mine haver, og glem ikke, at jeg har to, der skal holdes: En i Jerusalem og en anden på Langeland.”

AKTUELLE MEDIEBØGER OM ELLER AF MEDIEFOLK :

 
Steffen Jensen: Untold Stories - billeder og beretninger fra Mellemøsten, 216 sider, Ajour.
Steffen Jensen beretter i billeder og ord om sine oplevelser i Jerusalem, med Israel-Palæstina-konflikten og Det Arabiske Forår.

Irene Greve (red.): Vidnerne - Historien, 420 sider, Ajour.
Bogen er udgivet i anledningen af Pressefotografforbundets 100 års jubilæum og sætter fokus på pressefotografiet i bred forstand både som selvstændigt medie og som dokumentation af Danmarks og danskernes historie.

Ida Willig: Bag Nyhederne, 273 sider, Samfundslitteratur, 2. udgave
Andenudgaven af bogen 'Bag Nyhederne' er nu udgivet. Den er baseret på Ida Willigs ph.d.-afhandling om, hvordan nyhedskriterierne klarer sig i mødet med virkeligheden, og hvordan et sjette nyhedskriterium om eksklusivitet er mindst lige så vigtigt som de fem klassiske kriterier.

Ib Bondebjerg: Virkelighedsbilleder - Den moderne danske dokumentarfilm, 500 sider, Samfundslitteratur.
Virkelighedsbilleder er den første samlede fremstilling af den danske dokumentarfilms historie med vægt på perioden efter 1960, men med bredt historisk perspektiv til både den tidlige danske og internationale dokumentarfilm.

 - TBH