“Tiderne er ikke nemme for nogen”

Trods tv-stationernes stigende satsning på danskproducerede programmer, var det i 2010 kun cirka halvdelen af de største tv-producenter som kunne fremvise overskud. STV, der netop har fået ny bestyrelsesformand i Peter Parbo, var ikke en af dem.
MediaWatch

Trods tv-stationernes stigende satsning på danskproducerede programmer, var det i 2010 kun cirka halvdelen af de største tv-producenter som kunne fremvise overskud.

STV, der netop har fået ny bestyrelsesformand i Peter Parbo, var ikke en af dem.

Siden har STV skåret til og solgt fra og vil igen satse på kerneforretningen i form af produktion af tv-programmer samt indhold til nettet og reklamefilm, som adm. direktør René Szczyrbak fortalte til Mediawatch sidste år.

Og de kommende år ser “fornuftige” ud, lyder det fra Peter Parbo, som fra 1990-2003 var økonomidirektør i TV 2, som han efterfølgende frem til 2006 var adm. direktør for.

“Jeg kender STV og René Szczyrbak fra min TV 2-tid. Han er dygtig og det er et godt firma, så det er baggrunden for, at jeg sagde ja,” siger Peter Parbo om den nye bestyrelsespost.

STV-selskaber går godt
Ud over tv-produktion har STV også reklamefilm-selskabet Mayday. 

“Med min baggrund fra tv-verdenen og fra ledelse kan jeg bidrage med noget, som begge selskaber kan have glæde af. Tiderne er ikke nemme for nogen, men begge de to STV-selskaber går godt, og jeg vil hjælpe med at få til at dem til at gå endnu bedre," tilføjer han.

Hvordan ser du på udfordringerne for tv-produktionsbranchen - der er mange ordrer men overskuddene er stadig relativt små?

“Konkurrencen er hård, og det har den altid været, men René har 20 års erfaring og kan branchen ud og ind, så han kan lave en fornuftig forretning. Det har været nogle hårde år også for STV, men de kommende år ser meget fornuftige ud. Det er helt oplagt, at der er en stor professionalisme i STV, og det hold René har samlet gør, at jeg er overbevist om, at han klarer sig godt i de kommende år.”

Må man bare indse, at det aldrig bliver en decideret guldrandet forretning at drive produktionsselskab?

“Nogle er gode til at tjene penge, og nogle er knap så gode, sådan er det. Tv-stationerne kender jo branchen godt, og jeg ved jo også fra min tid på TV 2, at man presser sine leverandører, men så må produktionsselskaberne jo sige, hvad de vil være med til eller ikke vil være med til, for det skal være en forretning for begge parter.”

Der er efterhånden mange internationale spillere i Danmark - er det muligt at overleve som danskejet uafhængigt produktionsselskab?

“P.t. er det ikke noget, jeg vil sige en masse begavet om. Det er en god idé at have et stort danskejet produktionsselskab, måske kan det på længere sigt kan være en idé med flere investorer, men det er ikke noget, jeg har sat mig ind i endnu.”

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også