Kommercielt DAB-udbud i politisk baglås

'DR Nyheder' skulle have forladt DAB den 31. januar, så ledig sendeplads kunne være udbudt til kommercielle radioer, men Kulturministeriet har sat planen på standby.
Per Fanefjord Laursen

Radiokanalen 'DR Nyheder' skulle have forladt DAB mux2 den 31. januar,  men en dispensation fra Kulturministeriet betyder, at den bliver.

Planen var ellers, at DR Nyheder, der sender nyheder og sport i en kort båndsløjfe, skulle lukke, da DR i forbindelse med omlægningen af radiotilbuddet skal afgive plads på DAB til de kommercielle radioaktører.

Den politiske plan er, at DR skal drive 10 radioer i DAB mux1, mens kommerciel radio skal have 10 radiokanaler i DAB mux2.

DR sigtede mod at lukke DR Nyheder, fordi det er en båndsløjfe kanal - modsat de andre nye DAB-brands fra DR.

"Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne vil fortsætte med at sende nyhedskanalen på DAB, så længe der er frekvensplads til det. Vi har været ærgerlige over, at nyhedskanalen stod til at skulle lukke - det samme har de lyttere, som i en travl hverdag har sat pris på at kanalen sender de seneste nyheder på "skæve tidspunkter" døgnet rundt. Heldigvis har kulturministeriet været meget imødekommende i denne sag, således at DR nu har fået mulighed for at videreføre nyhedskanalen, indtil de ledige sendemuligheder i den kommercielle DAB blok 2 skal udbydes til andre aktører," siger Tor Arnbjørn, radiochef i DR, i en pressemeddelelse.
 
Politisk baglås
DR's pressemeddelelse rummer ikke en forklaring på, hvorfor de politisk vedtagne planer for radiobuddet er gået i baglås, så DR Nyheder må blive.

Selv om politikerne har besluttet planen, tyder det på, at DAB-udbuddet pludselig er usikkert, og nu - igen - indgår i kommende mediepolitiske forhandlinger, som den nye kulturminister Uffe Elbæk sidder i spidsen for.

-PFL

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også