Magasiner siger ja til fusion

Dansk Magasinpresses Udgiverforening (DMU) har som de første sagt endeligt ja til fusionen med seks andre medieforeninger. De øvrige følger i løbet af få uger.

Som den første af de syv medieforeninger, der er på vej til at fusionere, har magasinerudgiverne Aller Media, Bonnier og Egmont i Dansk Magasinpresses Udgiverforening (DMU) nu sagt endeligt ja til fusionen med Danske Dagblades Forening (DDF), Danske Specialmedier, FDIM, Radioerne, Digitale Publicister og Ugeaviserne i storforeningen Danske Medier.

"Danmark er præget af mange små medieforeninger, men når vi lægger problemstillingerne for medierne på bordet, er vi faktisk enige om rigtig meget, og så står vi bedre ved at kunne tale med en fælles røst," siger John Kristensen, direktør i DMU.

"Der er også sager, hvor vi ikke er enige med f.eks. dagbladene, og det har selvfølgelig fyldt meget i det her forløb, at vi har skullet sikre os, at vi fortsat har en selvstændig stemme på et område som 0-moms, hvor vi gerne ser en ligestilling i forhold til dagbladene. Den sag vil vi kunne blive ved med at råbe op om, og det har vi fået en sikkerhed for," siger John Kristensen med henvisning til, at der i modellen for Danske Medier er mulighed for, at de enkelte mediegrupper kan arbejde for deres særinteresser i de tilfælde, hvor der er modstridende interesser, og i de sager vil Danske Medier afholde sig fra at formulere en selvstændig, fælles holdning.

Urafstemning i DS
I Danske Specialmedier var der generalforsamling om fusionen i torsdags, og i går satte foreningen en urafstemning i gang blandt medlemmerne, da de to tredjedele af medlemskredsen, der er påkrævet for at gennemføre ændringen af organisationen, ikke var tilstede ved generalforsamlingen. Resultatet offentliggøres d. 7. februar og adm. direktør Christian Kierkegaard, der bliver journalistisk direktør i Danske Medier, tror på et ja.

"Jeg håber først og fremmest på en høj stemmeprocent, så der bliver en bred opbakning til arbejdet i den nye forening. Jeg vil blive meget overrasket, hvis det ikke bliver et ja, så er der i hvert fald nogen, der har holdt igen med deres kritik," siger Christian Kierkegaard.

God model
I foreningen tæller muligheden for større gennemslagskraft, udvidede kursus- og mødetilbud, analyser og rådgivning på plussiden, forklarer Christian Kierkegaard, mens forbeholdene blandt medlemmenerne mest har gået på, hvorvidt de små specialmediers interesser ville drukne i en foreingen med store spillere som f.eks. dagbladene i DDF.

"Men vi mener, vi har fundet en god model for foreningen, der sikrer, at det netop ikke vil blive tilfældet," siger Christian Kierkegaard, der lægger vægt på, at de enkelte foreninger først vil blive opløst endeligt to år efter fusionen, der er planlagt til at træde i kraft 1. marts. Har de enkelte foreninger fået kolde fødder i løber af de to år, har de mulighed for at trække sig fra Danske Medier og få det indskud, de har lagt i den nye forening, med ud igen. Indskuddet beregnes ud fra medlemskontingent og bliver for Danske Specialmediers vedkommende i omegnen af 800.000 vurderer Christian Kierkegaard.

Ud over DMU og Danske Specialmedier har de fem øvrige foreninger ikke afholdt generalforsamling om fusionen endnu - men de er på trapperne. FDIM holder generalforsamling d. 26. januar, mens DDF, Digitale Publicister, Radioerne og Ugeaviserne samlet holder generalforsamling d. 31. januar i DGI Byen.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også