“Magasiner står ikke stærkt”

Magasiner og fagblades annonceomsætning falder igen til næste år, vurderer fire bureaugrupper. Mediegruppen er blandt andet udfordret af manglende salgskultur, lyder det.
MediaWatch

Alle fire bureaugruppers forecast for annonceomsætningen i 2012 peger i den forkerte retning for magasiner og fagblade.

Group M tror på et fald på 1,2 pct. for mediegruppen til næste år. Det skyldes ifølge bureaugruppens trading director Kenneth Brenøe den skærpede konkurrence om annoncekronerne.

“I et stadig større og mere konkurrencepræget medielandskab, står mediegruppen ikke så stærkt. Magasiner og ugeblade har traditionelt ikke skulle kæmpe lige så hårdt for annoncekroner som andre mediegrupper, altså internt i mediegruppen, da der typisk kun er konkurrence fra to til tre andre mediehuse. Endvidere er magasiner og ugeblade stadigvæk primært afhængig af abonnenter og løssalg som indtægtskilde. Så man har ikke samme annoncesalgskultur. Det er man ramt af og bliver ramt af i fremtiden. Udfordringer er at konkurrencen fra andre mediegrupper også spiller ind og her tænker jeg især på onlinemedierne, hvor der er en langt større salgskultur, fordi cirka 400-500 medier kæmper om annoncekronerne.”

En del af magasinerne tiltrækker derudover annoncer for mærkevarer og luksusprodukter, som kommer mere under pres og annoncerer mindre på grund af krisen, tilføjer Kenneth Brenøe.

2012 bliver et "though år"
Samme vurdering har Linda Christensen, kontaktchef på IUM.

“2012 ser ud til at blive et tough år. Vi er ikke ovre krisen, og dette vil have indvirkning på kundernes salg og dermed også deres medie investeringer. Markedet er trængt og kundernes fokus er for manges vedkommende på at skabe salg her og nu fremfor de mere langsigtede mål. Det vil også afspejle sig i medievalg, og man må bare konstatere, at magasinerne vil få kamp til stregen af nogle af de andre mediegrupper. Det betyder naturligvis ikke, at magasinerne fravælges, men de vil i højere grad kombineres med mediegrupper, som kan dokumentere effekt – selv for de mere ’konservative’ branding annoncører.”

Magasinannoncører har mere fokus på online
Linda Christensen forudser også, at prisforhandlingerne med mediabureauerne vil blive hårde, selvom de tre store magasinudgivere i den seneste halvårsmåling fra Gallup viste, at de har vundet over en halv million læsere tilbage efter kraftige fald.

“Det er naturligvis positivt, at vi ser vækst i læsertallene. Vi sammenligner dog ikke kun CPT-priser (cost pr. tusinde visning, red.) mellem magasinerne, men mellem alle mediegrupperne, og her vil andre mediegrupper, især online, stå meget favorabelt, også fordi, at selv de mere traditionelle magasinannoncører for alvor er ved at få øjnene op for denne mediegruppe.”

Blandt de magasinkategorier, der viser markant fremgang er blandt andre gratismagasiner og specialmagasiner med fokus på et tema, såsom mad (Mad og Bolig + 22%, Mad +35%, Mad og Venner +28%), have/bolig (Bo Bedre +18%, RUM +32%) og dyr (Vi med hund +23%, Jagt vildt og våben +44%), noterer Linda Christensen sig.

Mens Kenneth Brenøe forudser en nedgang i luksusannonceringen, mener Linda Christensen, at der fortsat vil være mange mode-, skønheds- og smykkeannoncører i modemagasinerne, ligesom interiørannoncerne i boligmagasinerne også fortsat vil være der.

Men der kommer mere fokus på pris på annoncerne og henvisning til salg i fysiske butikker eller webshops, mener hun.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også