Ramskov: Kraftig erosion af journalistisk etik i 2011

24syv-direktør Jørgen Ramskov vil med glæde huske 2011 for bl.a. det arabiske forår, mens råddenskab og tuskhandel har hersket på hjemlige breddegrader...
MediaWatch

I 2011 har den journalistiske etik i Danmark fået nogle kraftige ridser i lakken, mener direktør for Radio 24syv Jørgen Ramskov, som i samme hug kritiserer politikerne for deres del af spindoktor-moradset. Ligesom flere andre stafet-holdere er han også ude med riven efter reality i mandagens jule-stafet.

Når det gælder årets medieudvikling...

- hvad har så overrasket dig mest?

“Internationalt må det være de sociale mediers betydning for den politiske udvikling – både i det arabiske forår, i Kina – ja nærmest overalt. Herhjemme var det desværre erkendelsen af, hvor meget råddenskab og tuskhandel der har inficeret forholdet mellem politikere og medier.”

- og skuffet dig mest?

“Det er et hårdt opløb, som end ikke målfoto har kunnet afgøre, så førstepladsen deles mellem den kraftige erosion af journalistisk moral og etik og så politik og politikere i al almindelighed. Det er selvfølgelig elegant, at politikerne nu fokuserer på forholdet mellem medier og spindoktorer, men det ændrer ikke på, at roden til uvæsenet i meget høj grad skal søges hos svage og holdningsløse politikere.”

- hvilken ny tendens overlever næste år?

“Forhåbentlig den genopdagede folkelige og mediemæssige interesse for radio. Radio24syv, omlægningerne af DR’s radiokanaler, Radio Klassisk – alt det var med til at gøre radio interessant og har skabt fornyelse og udvikling i det hæderkronede gamle medie. Det skal fortsætte.”

- og hvilken tendens flopper?

“Her bliver jeg nødt til at håbe på to tendenser. At de ekstreme og latterligt hardcore castede realityshows taber pusten, og at mediernes sygelige fokus på politikernes privatliv og småulykker omsider forkastes af danskerne.”

- hvilken idé ville du gerne selv have fået?

“At bruge noget så simpelt og almindeligt som en mobiltelefon til at styrte diktaturer.”

- og hvilken idé er du glad for, at du holdt dig fra?

“At tale fortroligt og handle oplysninger med Peter Arnfeldt og konsorter.”

Drillenissen...

Spørgsmål fra Lotte Lindegaard, chef DR1:

“Hvilke overvejelser gør I jer om flow imellem programmerne i jeres sendeplan?”

Svar fra Jørgen Ramskov:

“Vi gør os naturligvis en masse overvejelser – herunder også i hvor høj grad der egentlig er tale om et flow i taleradio af den type, som både vi og P1 forsøger at tilbyde lytterne. Forstået på den måde at begge kanaler tilbyder en meget varieret og sammensat programflade, som ikke ligner de meget formaterede ”talkradio-stationer”, man f.eks. kender fra USA: Men vi er ydmyge og forsøger også at lære af P1, som f.eks. ser ud til at have skabt det ultimative flow fredag formiddag med Poul Friis, Kulturkontoret, 'I hegnet' og 'Natursyn - sydgrønlands fjorde'. Den er svær at slå.”

Jørgen Ramskov sender stafetten videre til Kurt Strand...

Læs tidligere Jule-stafet-svar fra:

Lotte Lindegaard

Mette Davidsen-Nielsen

Kim Ardal

Morten Mogensen

Keld Reinicke

Nadia Kløvedal Reich

Olav Skaaning Andersen

Øjvind Hesselager

Lars Grarup

Jens Grund

Bo Lidegaard

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også