"Jeg ville virkelig gerne have fundet på Årgang 0"

Der er mange ideer, DR1-chef Lotte Lindegaard er glad for at have holdt sig fra, men TV 2's 'Årgang 0' er et hit.
MediaWatch

Medie-fragmentering eller ej, kan både DR og TV 2 stadig trække seertal på den rigtige side af en million, og det luner DR1-chef Lotte Lindegaard sig ved. Men næste år bliver det ikke de benhårdt  formatterede programmer uden rum til spontane øjeblikke, som bliver seer-magneter, mener hun i dagens jule-stafet. Her minder hun også Mette Davidsen-Nielsen om, at "julen er fuld af små hvide løgne".

Når det gælder årets medieudvikling...

- hvad har så overrasket dig mest?

"At så mange programmer på DR1 og TV 2 har samlet over en million seere de sidste uger. Så trods fragmenteringen, som vi alle taler så meget om, kan det godt lade sig gøre at samle danskerne foran skærmen til fælles oplevelser. Det må der meget gerne komme mere af i 2012."

- og skuffet dig mest?

"Det skuffer mig, at der ikke er større fornyelse i cast'ene i årets mange realityformater. Der er for få nuancer og overraskelser - og for meget tomgang. Reality-genren startede som det nye og frække, nu repeterer genren mest sig selv."

- hvilken ny tendens overlever næste år?

"Den originalitet og autenticitet, som er i for eksempel Gintberg på Kanten og Bonderøven. Jeg tror, det er tid til virkelige mennesker, med virkelige følelser og virkelige konflikter. Og til en virkelighed, tv ikke har opfundet."

- og hvilken tendens flopper?

"Den stærke formatering, der har været et mantra de sidste år for at skærpe historierne, er på retur. Måske fordi det er blevet for konstrueret - det fjerner pulsen og ægtheden i fortællingerne."

- hvilken idé ville du gerne selv have fået?

"Jeg ville virkelig gerne have fundet på Årgang 0. Det er en skøn fortælling om alle aspekter af moderne familieliv og ideen om at starte med 00-generationen og lave en årlig serie, hvor man følger børnenes opvækst, er enkel og genial."

- og hvilken idé er du glad for, at du holdt dig fra?

"Absolut alle dem, jeg holdt mig fra."

Drillenissen...

Spørgsmål fra Mette Davidsen-Nielsen

"DR taler meget om "moderne klassisk public service" og "et skarpere DR" Hvordan viser det sig på DR1? Og hvorfor putter I med, at Nissebanden ikke er optaget i Holme-Olstrup, men i Slaglunde. Man må ikke lyve for børn."

Svar fra Lotte Lindegaard: 

"Det har vi haft mange gode eksempler på i år. Gintberg på Kanten, Blod, sved og T-shirts, Bonderøven og Maestro har både noget på hjerte og er godt skruet sammen. De er tankevækkende og underholdende på én gang, som moderne klassisk service skal være.

Og til Nissebanden må jeg minde om, at julen er fuld af små hvide løgne, som at nisserne lægger kalendergaverne, og julemanden bor på Grønland, men kommer forbi den 24. december."

Lotte Lindegaard sender stafetten videre til Jørgen Ramskov, direktør for Radio 24syv.

Læs tidligere Jule-stafet-svar fra:

Mette Davidsen-Nielsen

Kim Ardal

Morten Mogensen

Keld Reinicke

Nadia Kløvedal Reich

Olav Skaaning Andersen

Øjvind Hesselager

Lars Grarup

Jens Grund

Bo Lidegaard
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også