"Jes Dorph som Champions League-vært holder 100"

Er Radio 24syv et avanceret kunststøtteprojekt? Dropper tv angsten for at kede seerne i primetime næste år? Læs mere i Jule-stafetten fra Blu's adm. dir. Kim Ardal.
MediaWatch

Blu's adm. direktør Kim Ardal er mest rystet over omfanget af News Corp.-skandalen i årets løb, og så håber han, at primetime-tv i mindre grad bliver målrettet "damp-børn". TV3's Morten Mogensen skal desuden ikke været bekymret for, at X Factor får konkurrence fra TV 2's talentshow. X Factor bliver nemlig "mere vitalt end nogensinde", lover Kim Ardal i dagens Jule-stafet.
 

Når det gælder årets medieudvikling...

- hvad har så overrasket dig mest?

“News Corp-skandalen. Ikke det faktum, at nogle medier er villige til at gå endog meget langt for at viderekolportere, hvad man kunne mene er helt private forhold uden nogen form for offentlig interesse. Men bredden, dybden, omfanget af skandalen – og den kynisme og misantropi, der ligger bag.”

Og skuffet dig mest?

“At Mogens Jensen (S) ikke blev kulturminister. Det betyder desværre, at vi stadig venter på den første, rigtig vellykkede danske sitcom.”

Hvilken ny tendens overlever næste år?

“I tv-branchen forhåbentlig dén tendens, at broadcastere og producenter er begyndt at tale pænere til hinanden. Måske forstår vi efterhånden hinanden bedre. Eller måske er der nogen, der har forlæst sig på Pippi Langstrømpe og det der med, at “den som er vældig stærk, bør også være vældig rar.”

Og hvilken tendens flopper?

“Uden rigtig at tro på det, håber jeg, det bliver angsten for at kede seerne i primetime på hovedkanalerne. Alt for mange programmer er tilrettelagt, som om man har haft en gruppe ADHD-ramte seks-årige som fokusgruppe.”

Hvilken idé ville du gerne selv have fået?

“Isterningposen. Men den er ikke opfundet i år, vel? Alternativt Jes Dorph som Champions League-vært. Det holder 100!”

Og hvilken idé er du glad for, at du holdt dig fra?

“Måske ville jeg – mens jeg stilfærdigt stoppede min pibe – tænke en ekstra gang over, hvad der egentlig skete med min public service-radiostation til 800 millioner kroner, da den blev annekteret af en flok fribyttere og tusindkunstnere og omdannet til noget, der indimellem ligner et avanceret kunststøtteprojekt.”

Drillenissen...

Spørgsmål fra Morten Mogesen, programdirektør TV3:

“Nu hvor Freemantles store format X Factor er blevet udfordret af ‘Voice - Danmarks største stemme’, hvad har du så tænkt dig at gøre for at bevare positionen som danskerens foretrukne talentshow?”

Svar fra Kim Ardal:

“Først og fremmest vågner jeg hver morgen fuld af taknemmelighed over, at dét at synge godt er sådan et udbredt talent. Vi er mange, der ikke ville kunne sende vores børn i privatskole, hvis det var forbeholdt de få at ramme tonerne rent. Når det er sagt, så ser jeg med sindsro – og en vis spænding – frem til konkurrencen mellem de to formater. Jeg har lige set X Factor program 1 (premiere den 1. januar 2012); det er knivskarpt eksekveret, træfsikkert, kreativt, mere vitalt end nogensinde.”

Kim Ardal sender stafetten videre til Mette Davidsen-Nielsen, adm. direktør på Information.

Læs tidligere Jule-stafet-svar fra:

Morten Mogensen

Keld Reinicke

Nadia Kløvedal Reich

Olav Skaaning Andersen

Øjvind Hesselager

Lars Grarup

Jens Grund

Bo Lidegaard

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også