Indlægget er skrevet af Kim Albæk, lektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Underviser i journalistisk entrepreneurship, interview og radio.

Det er ikke noget særsyn, at Lars Løkke Rasmussen irettesætter eller belærer journalister. Som så mange andre politikere har han lært, at angreb er det bedste forsvar. Så der bliver ofte sået tvivl om faglighed, metoder og research, når vi går politikerne på klingen. Mandagens efterhånden berømte pressemøde på Statens Museum for Kunst var ikke noget særsyn. Løkke var hårdt presset, så han tog en omgang med TV 2's Henrik Qvortrup, hvor han forsøgte at spille overlærer-rollen.

Heldigvis lykkedes det ikke denne gang at få Qvortrup, eller hans kolleger, til at sætte sig på skolebænken. Han holdt fast i sit spørgsmål, stillede det flere gange, omformulerede det og præciserede det. Og dermed gjorde han noget, der alt for sjældent forekommer i den politiske journalistik. Der ligger nemlig en pointe i det Løkke sagde. En pointe som journalister ofte glemmer:
"Du spørger, og du får svar, som du... øh....spørger".

Ligegyldige spørgsmål - ditto svar
Hver uge er der et stort udvalg af tilfælde, hvor man kunne ønske, at pressen havde taget Løkkes overlærer-budskab ind i arbejdet. Der bliver stillet ligegyldige spørgsmål eller slet ikke stillet spørgsmål, når vi interviewer. Det gælder samtlige medier. Så et tilfældigt nedslag onsdag i denne uge rammer Politikken, hvor man under en fast rubrik med overskriften ”Interview” kan læse syv ”spørgsmål” og ”svar”. Det begynder sådan:

”Kan man overhovedet overlade ansvaret for de nyfødte og deres forældre til jer, som I nu foreslår? En undersøgelse viser jo, at fire ud af fem kommuner ikke opfylder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om hjemmebesøg.”

KL's formand for social- og sundhedsudvalget Anny Winther svarer ikke på spørgsmålet. Hvorfor skulle hun også det? Det giver jo ikke meget mening at svare ja, eller nej – og der er heller ingen, der forventer, at hun svarer. Slet ikke journalisten. Han konstaterer:

”Jordemødrene finder det ikke fagligt forsvarligt at give det arbejde fra sig til jeres sundhedsplejersker?”

Konstateringen afslutter han med et spørgsmålstegn! Om han får svar? Ja, som han spørger: Anny Winther fastslår, at reglerne skal overholdes, og at problemet nu skal løses.

21 Søndag og Johanne Schmidt-Nielsen
Men det er jo langt fra kun Politiken, der har et problem med at stille spørgsmål. DR's 21 Søndag har interview hver gang. Det gik nogenlunde i denne uge, men vi skal ikke mere end et par uger tilbage, da finansloven netop var gået hjem: Studieværten nævner en række mærkesager, som ikke er med i finansloven og spørger Johanne Schmidt-Nielsen:

”Hvorfor siger I ja?”

Åbent spørgsmål, javel! Men forlanger det noget af Johanne Schmidt-Nielsen? Nej, hun kan sige lige, hvad der passer hende om alle de gode ting og sager, som Enhedslisten har fået med i finansloven. Og det gør hun. Da hun er færdig, følger studieværten op:

”Men Johanne Schmidt-Nielsen, under Nyrup, der sagde I jo også nej, der holdte I den ideologiske fane højt, og sagde: ”nej, vi går fra bordet, hvis vi ikke får det som vi vil have det.” Altså, den her Finanslov siger også ja til at give Kongehuset lønstigninger. Altså, den overordnede økonomiske politik, den er jo lagt af den tidligere regering. Har I solgt ud for at have en plads ved bordet?”

Johanne Schmidt-Nielsen svarer i den grad, som der bliver spurgt (læs: lang opremsning af fortræffeligheder ved finansloven). Og det kan man jo ikke bebrejde hende. For hvad skal hun ellers sige? Spørgsmålets præmis svæver et sted mellem Enhedslistens politik under Nyrup, Kongehusets lønstigninger og så en påstand om, at den overordnede økonomiske politik er lagt af den tidligere regering. Det er godt nok svært at holde styr på. Og så slutter vi af med at fyre målet for hele interviewet af i interviewets andet spørgsmål: Har I solgt ud for at have en plads ved bordet? Man kunne med rette have forventet, at redaktionen havde brugt nogle få minutter på at forberede et bedre spørgsmål - eller nogle spørgsmål, der én for én konkret afdækkede, at Enhedslisten på en række punkter har solgt ud. Så behøver man slet ikke stille spørgsmålet: Har I solgt ud for at have en plads ved bordet?

Forberedelse fremmer interviewet
Jeg kan kun gætte og gisne om, hvorfor det er sådan, at vi journalister gang på gang fralægger os muligheden for at stille spørgsmål, der forlanger et svar. I stedet lader vi politikeren sige, hvad der passer hende/ham. Det giver sikkert god mening ind i mellem på Christiansborg, hvor der sjældent er tid til at interviewe under fire øjne, og hvor man sjældent får lov at stille mere end to spørgsmål i træk. Men metoden har desværre sat sit præg på mange andre interview.

Vi bør forberede os bedre. Så kan journalisten med en plan og ved hjælp af sine spørgsmål arbejde sig frem til en konklusion, som understreger den research, der ligger bag. I stedet ser vi alt for ofte, at der skydes fra hoften:

”Vil du ikke indrømme, at du tager fejl?”

Det er som bekendt nemmere at ramme plet, når man tager sigte. Eller i det mindste ser efter om man rammer og derefter justerer ind, så politikeren bliver presset til at svare – eller det bliver udstillet, at han ikke vil.

Ligesom det skete for Løkke i mandags.