Anders Jerichow, Politikens senior korrespondent og tidligere kronikredaktør, har rejst rundt og interviewet bladtegnere til sin nye bog ‘En verdensrejse i tabuer - Bladtegnere i et globalt minefelt’. Her ser han nærmere på en af journalistikkens lidt mere oversete - eller undervurderede - hjørner; bladtegnerne.

Til ‘Mediebøger’ svarer han på fire spørgsmål om sin nye bog.

Hvorfor kalder du bladtegnerne for "pressefrihedens yderste forpost"?

“Fordi bladtegninger forstås og afkodes hurtigere end skrivende journalister og kommentatorer. Som en jordansk islamist siger i bogen: "Politiske bladtegninger er som antibiotika, der er sprøjtet direkte ind i årerne - det virker med det samme”. Men ligesom vi har brug for antibiotika, har vi brug for politiske bladtegninger. De er som ilt til demokratiet og pressefriheden. Og når tegnere censures, står skrivende journalister snart for tur. De står simpelt hen yderst på planken i alt for mange samfund.”

Hvordan mener du, at Muhammedkrisen har påvirket bladtegnerne?

“Det er de færreste bladtegnere, som ikke har balladen om de omstridte Muhammed-tegninger i baghovedet, også i mange andre lande. Om det skaber selvcensur? I hvert fald eftertanke. Men spørgsmålet bør være, om det også har påvirket læserne. De står jo også overfor et valg i deres læsning. De kan reagere med vrede, skrive et læserbrev, pakke noget ildelugtende ind i avisen eller gribe efter deres økse. Men øksen kan aldrig blive et legitimt valg. Læsere har også et ansvar for at opføre sig ordentligt.”

Nyder bladtegnere lige så meget pressemæssig beskyttelse og respekt som andre redaktionelle medarbejdere ?

“Desværre er det min oplevelse, at bladtegnere i alt for stor udstrækning opfattes som kuriøse og underholdende, somme tider endda som en slags politiske hofnarre. Men selv om de ofte er sjove, skylder vi at tage dem alvorligt. Alligevel tøver mange af de store internationale menneskeretsorganisationer og for den slags skyld det internationale journalistforbund med at tage politiske bladtegnere alvorligt. De tøver også med offensivt at forsvare politiske bladtegninger som en vigtig udtryktform i medierne. De virker urolige for, at bladtegnere opfattes som ballademagere, og jeg tror, de er bange for at blive taget til indtægt for stride tegninger. Det duer bare ikke. Selvfølgelig er der dårlige tegninger, ligesom der er dårlig skrivende journalistik. Men begge dele har krav på beskyttelse.”

Hvad vil du gerne opnå med bogen?

“Jeg vil gerne slå et slag for politisk bladtegning som en fornem pressedisciplin. Kofi Annan siger det bedst: Bladtegninger er et barometer på ytringsfriheden. Så bør bladtegnere hverken have grund til at frygte slappe redaktører, aggressive læsere, statslige censorer, intolerante annoncører eller passive faglige organisationer - og slet ikke, at menneskeretsorganisationer ser den anden vej, når der danner sig et mønster af usikkerhed omkring bladtegnernes hverv.”

ANDRE AKTUELLE MEDIEBØGER OM ELLER AF MEDIEFOLK :

 
Anders Jerichow: Bladtegnere i et minefelt, 280 sider, Gyldendal

Erik Valeur: Det syvende barn, 692 sider, Politikens Forlag.
Roman om båndet mellem syv børnehjemsbørn, om svigt, løgn og bedrag og om et Danmark op gennem velfærdsårtierne.

Jan Bacher Dirchsen: Et spørgsmål om tillid - at lave tv med mennesker, 260 sider, Forlaget Ajour.
Tv-tilrettlægger Jan Bacher Dirchsen går tæt på de journalistiske, menneskelige og moralske dilemmaer, der opstår, når tv-holdene kommer tæt på de medvirkende gennem længere tid, og siden rykker videre til en ny programserie.

Jens Andersen: M – 40 år på tronen, 580 sider, Lindhardt og Ringhof.
Biografi om Dronning Margrethe II, der bl.a. bygger på research og på samtaler med kongelige, tidligere ministre og nuværende politikere og historikere. Bogen er ikke alene et portræt af Regenten, men er også en krønike om Danmark, danskerne og deres forhold til kongehuset gennem 40 år.

Gerd Laugesen: Hjemsted - Historier fra Vadehavet, 276 sider, Tiderne Skifter.
Hjemsted er en vandring langs Vadehavet – fra Blåvands Huk, gennem Sønderjylland, over på den tyske side af grænsen, til Føhr og Sild. En egn og en del af Danmark, hvor der er så fladt, at det virker, som om der er uendeligt højt til himlen. Bogen handler om de mennesker, forfatteren møder på sin vej – og om alt det, de fortæller.

Lars Vesterløkke: Professionelle ildsjæle, Gyldendal Business.
Professionelle ildsjæle er en bog med interviews med succesfulde topledere, der har skabt store internationale virksomheder og tusinder af danske arbejdspladser, topledere indenfor kultur og sport samt magtfulde toppolitikere, der har opnået afgørende indflydelse i dansk politik.
Læs Mediawatch' interview med Lars Vesterløkke her.

Omtalerne har forlagene som kilder.

- TBH