Halling: En direktør mindre gavner effektivitet

En direktør mindre i Politikens Lokalavisers svenske ugeavisforretning skal give en mere effektiv arbejdsgang.

Ledelsen af Politikens Lokalavisers forretning på den anden side af Øresund bliver fremover en mand mindre. Den JP/Pol-ejede ugeavisforretning sagde i går farvel til den svenske chef Thomas Minnhagen. Fremover bliver det Jan Halling, adm. dir. i Politikens Lokalaviser A/S, og den svenske salgschef Dennis Oscarsson, der udgør ledelsen.

"Vi ville gerne have en mere direkte ledelse, og her har vi set en effektiviseringsmulighed. Derfor har vi lavet en justering i organisationen og i referenceforholdet. Vi springer et led over for at få en mere effektiv organisation," siger Jan Halling.

"Der har ikke været strategiske uenigheder eller samarbejdsvanskeligheder, det handler alene om, at vi ønsker en mere direkte ledelse."

Thomas Minnhagen kom til Politikens Lokalaviser i 2009 for at udbygge den svenske forretning, der i dag tæller 42 ugeaviser under navnet 'Lokaltidningen'. Politikens Lokalaviser har tidligere pointeret, at man satser stærkt på det svenske marked, og det har ikke ændret sig, selvom ugeavisvirksomheden i løbet af foråret og sommeren har ekspanderet kraftigt i Danmark med opkøbet af Budstikken i det sønderjyske.

"Vi er stadig vækstorienterede," siger Jan Halling, der afviser, at det bliver en sværere øvelse i Sverige uden en svensk direktør.

"Det er stadig svenskerne, der foretager dispositionerne i det daglige og levere retning og ledelse," siger Jan Halling.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også