L.O.C. gæsteredaktør på Metroxpress musiktillæg

MetroXpress fortsætter traditionen med gæsteredaktører. L.O.C. sætter sig i chefredaktørstolen for en dag for avisens musiktillæg.
MediaWatch

Liam O’Connor, bedre kendt som L.O.C, skal være gæsteredaktør på den næste udgave af musiktillægget Metroxpress Live. Det skriver Metroxpress i en pressemeddelelse.

”På Metroxpress glæder vi os til at se, hvad Liam vil gøre ved vores musiktillæg. Han er en stor kunstner, som mange danskere har en holdning til, og han er heller ikke selv bange for at sige tingene, som han ser dem. Alt i alt et perfekt match for vores avis og ikke mindst vores læsere,” siger chefredaktør for Metroxpress, Jonas Kuld Rathje.

L.O.C. ser også frem til udfordringen.

”Jeg glæder mig oprigtigt til at skulle indtage rollen som redaktør for en dag og prøve kræfter med det at lave avis. Det bliver selvfølgelig noget andet end at skrive musik, men jeg har en masse idéer til indholdet, som nok skal resultere i et svedigt musiktillæg,” siger han.

Udgivelsen af 'Live' er et led i en oppriotering af musikstoffet generelt i Metroxpress.

”Musik har vi opprioriteret i høj grad. Både i forbindelse med, at vi gerne vil være stærke i relevant stof over for vores yngre målgruppe, og fordi vi gerne vil have noget attraktivt at kunne tilbyde vores annoncører,” siger Jonas Kuld Rathje til MediaWatch.

”En stor del af vores læsere består i den yngre målgruppe. På den måde vil vi med mere musikstof gerne kunne tilbyde dem noget, og derved samtidig styrke vores brand,” siger han.

Sidst på måneden udkommer magasinet ’Poplick’ der skal distribueres sammen med Metroxpress. I modsætning til ’Live’, der udkommer 2-3 om året, vil ’Poplick’ udkomme 12 gange årligt. Konceptet er kendt fra Soundvenue og har tidligere udelukkende været et netmedie – men chefredaktøren har ingen skrupler ved transformeringen fra online til print.

”Helt sikkert ikke. Jeg har set det, og kan afsløre at det ser så fedt ud. Jeg har store forventninger,” siger Jonas Rathje.

Metroxpress Live med L.O.C. udkommer med avisen mandag d. 7. november.

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også