Styrelse kritiserer Dyremose-udvalg

Mediestøtteudvalgets enstemmige opbakning til at bevare de faste bladpriser, får en hård medfart af Konkurrencestyrelsen.
MediaWatch

Dagbladene og magasinerne kunne ellers ånde lettet op ved gennemlæsning af Mediestøtteudvalgets rapport, der anbefaler politikerne at skrotte ideen om at gøre op med en undtagelse i konkurrenceloven som sikrer, at en avis og et ugeblad koster det samme i hele landet i dag.

Men nu har Konkurrencestyrelsen taget det usædvanlige skridt at udsende en pressemeddelelser, der i kraftige vendinger kritiserer Udvalgets beslutning.

"Der er ikke belæg for Mediestøtteudvalgets konklusion om, at en fri prisdannelse må forventes at have en negativ effekt på alle parametre," skriver Styrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen opfordrer til, at man undersøger virkningen af at ophæve de faste priser nærmere. For Styrelsen mener nemlig ikke, at Dyremose-udvalget har belæg for at konkludere, at frie priser får en negativ effekt dels på antallet af de 6500 forhandlere, der er i dag, dels på mangfoldigheden i antallet af titler.

Erfaringer fra andre markeder peger nemlig på, at øget konkurrence, herunder en fri prisdannelse, kan føre til både lavere priser, øget forbrug og større bredde i udbuddet, skriver Konkurrencestyrelsen. 

System vil gå i fisk
Fordelen ved de faste priser er, ifølge branchen og Dyremose-udvalget, at de sikrer et retursystem, hvor selv små kiosker kan levere usolgte blade tilbage til eksempelvis Aller eller Egmont. Det system vil gå i fisk med forskelligartede priser.

Men, "der er ikke fagligt grundlag for at drage den konklusion. Flere brancher har retursystemer uden fastprisordninger til gavn for både branchen og forbrugerne", mener altså Konkurrencestyrelsen.

Den kritiserer, at Dyremose-udvalget har lænet sig for tæt op ad de stærke brancherepræsentanter som dagbladene og bladudgiverne - som for en gang skyld er helt enige - i stedet for at have gennemført selvstændige undersøgelser eller økonomiske analyser af konsekvenserne.

"Faste priser sætter konkurrencen i detailleddet ud af kraft. Faste priser er generelt meget skadeligt for forbrugerne og er derfor en alvorlig og strafbar overtrædelse af konkurrenceloven i alle andre brancher," skriver Konkurrencestyrelsen, som understreger, at den kun har afgivet bemærkninger til et udkast til analysen, men ikke selv har undersøgt markedet for aviser, ugeblade og magasiner nærmere i forbindelse med Mediestøtteudvalgets arbejde.

Først i løbet af arbejdet blev det pålagt Dyremose-udvalget at foretage en vurdering af konsekvenserne af at ophæve de faste bladpriser, som i første omgang var noget Udvalget skulle tage udgangspunkt i ville blive gennemført, fordi den tidligere regerings Vækstforum anbefalede en sådan ophævelse af de faste priser.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også