DR ramt på kreativ muskelkraft

Den kreative vildskab har ringere vilkår i DR Medier, og det fører til faneflugt blandt profilerne, hvor senest Birgitte Fredsby har fundet andre græsgange.
MediaWatch

Som den seneste i rækken af kendte DR-navne har kanalchef for Børn og Unge Birgitte Fredsby i dag meddelt sin afgang fra DR Medier.

Til Mediawatch begunder hun bl.a. opsigelsen med, at hun har lyst til at mærke, "hvordan der kan være højere til himlen i andre sammenhæng". Ifølge kilder, Mediawatch har talt med, der har godt kendskab til DR, så sætter de ord netop fingeren på den udvikling i DR, der i løbet af den seneste tid har fået flere til at forlade DR Medier. 

Ud over Birgitte Fredsby drejer det sig om kanalredaktør for DR Ramasjang, Signe Lindkvist, der sammen udgjorde ledelsen af DR Ramasjang. For nylig forlod også programudvikler 'Krede' Pedersen DR Medier - også en af personerne, hvis kreative vildskab savnede plads. Også Arne Notkin - især kendt for trodsighed - følte sig på sin egen måde indkapslet i det nye system og trak sig som kanalchef for DR2 i DR Medier for at blive journalist på P1. 

Der er blevet lavere til himlen i DR, og det er blevet sværere at være typen, der har store armbevægelser. Ikke fordi DR's topledelsen har noget imod store armbevælgelser, stærke innovative kræfter og kreativite muskler hos medarbejderne - tværtimod. Men DR's øverste ledelse bryder sig ikke om de knuste glas og fejlskud, som store armbevægelser også har det med at koste. 

DR har igennem de senere år har været på vej væk fra den markedsorienterede linje, som daværende mediedirektør Lars Grarup stod for. DR skal være skarpere og mere public service orienteret, men kilder peger samtidig på, at der også er en tendens til "djøficering" i DR i dag, hvor kontrolleret frihed under ansvar er mere i højsæde end frihed under ansvar.

I det krydsfelt kommer kreativiteten altså i klemme, mener kilder, og det er i det lys, opsigelserne i DR Medier også skal ses.

Risikoen er, at DR-programfladen bliver tammere i takt med, at "de vilde unikke" siver til andre arbejdsgivere - men ingen siger dog, at det behøver at gå sådan.

Når alt er sagt og skrevet, minder kilder også om, at der også sker en naturlig organisk udvikling i et kreativt hus med mange ansatte - folk kommer og går. Dynamikken i huset svinger fra afdeling til afdeling. Under det nye Rønn-regime er DR Medier mere blevet en ‘forhandlingsorganisation’ - ikke den tidligere centrale kommandopost - og det har skabt træthed blandt gamle medarbejdere og udløst ønsket om at bevæge sig videre.

- LR, PFL
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også