Felix Smith stopper i DR

Efter syv år som radio- og tv-vært på P3 og DR1 kvitter Felix Smith DR til fordel for et job hos Nordisk Film og Tv.

Endnu en kendt værts-profil forlader DR.

Felix Smith, der bl.a. har været vært på tv-programmer som 'Talent' på DR1, hvor han i øjeblikket står i spidsen for fredagssatsningen 'Skjulte stjerner', siger farvel til DR Byen og skal i stedet arbejde for Nordisk Film og Tv.  

"DR har været mit et og alt de sidste syv år, og jeg føler, at jeg har fået lov til at udvikle mig på både radio og tv. Det er jeg meget taknemmelig for. DR vil altid være noget særligt for mig, og jeg håber, at jeg vender tilbage til huset en dag. Men lige nu er tiden inde til forandring. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave på Nordisk endnu, men det bliver en anden type programmer, end man er vant til at se mig i på DR," siger Felix Smith i en pressemeddelelse fra DR.

MediaWatch kilder peger på, at Felix Smith måske skal være vært for 'Voice - Danmarks største stemme', TV 2's nye talentshow, der måske, måske ikke har premiere sidst på året.

Ud over Felix Smith har DR-værter som Adam Duvå Hall og DR Ramasjang-redaktør Signe Lindkvist også valgt at forlade DR i løbet af det seneste halve år. Felix Smith fortsætter som vært på ’Skjulte Stjerner’, indtil sidste liveshow er løbet over skærmen den 14. oktober, oplyser DR.

Skjulte stjerner, der er udviklet af DR og produktionsselskabet Blu som afløser for 'Talent', der blev nedlagt i forbindelse med besparelserne i DR for godt et år siden, har haft det hårdt i konkurrencen med TV 2-klassikeren 'Vild med dans', der fortsætter med at trække seertal på den gode side af en million.

- LR
- PFL

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også