Efterkritikken er skrevet af Lene Rimestad, der er journalist og underviser på Center for Journalistik, SDU, Odense. Hun er lige nu ved at skrive en ph.d. om journalistisk praksis. Emnerne er dels redaktionsmøder, dels journalistpraktikanter.

 
Endnu en uge i valgkampens hektiske nedtælling har præget medierne. Ugen ros går til landets public service- eller public service-mindede redaktioner, der sidder med stopur, redaktør-hviskere og en efterkritisk slagmark hver eneste dag for at sikre lige meget taletid og lige god behandling til de enkelte politikere. På redaktionerne diskuterer man køreplanerne, som har været klar, længe inden valget blev udskrevet, men man er hele tiden opmærksomme på, at balancen og tonen skal være i orden.

”Har vi for meget blåt og for lidt rødt,” bliver der spurgt under redaktionsmøderne. Får Helle ti minutter, skal Lars også have ti minutter. Og pas nu på med den historie om den socialdemokratiske statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidts skattefradrag, råber redaktøren.

B.T. har fået fingre i en fremragende tabloid historie om Helles uheldige skattefradrag takket være en sandsynligvis regeringstro offentlig ansat i Skat, der sørgede for at lække disse oplysninger på det rigtige tidspunkt. Afsløringen kan sagtens kritiseres fra alle mulige vinkler, men ikke desto mindre er den som tabloid historie en god historie. Tag ikke fejl af det.

Medierne holder øje med hinanden og er parate til at kritisere en tendentiøs, useriøs dækning, uanset hvem der står bag. Når Villy Søvndal klager over, at dagbladet Information holder med de forkerte, ved man, at journalisterne på avisen bare passer deres arbejde. Man kan sagtens være uvenner med alle.

Jeg undrer mig dog over, at det skulle være interessant at mandsopdække politikerne på den måde, kanalerne gør. Hvem gider f.eks. se på Kristendemokraternes grå plet i Vestjylland gang på gang på DR? 

Til gengæld fungerer Politikens debat-webtv bedre og bedre.  Jeg kan godt lide gennemgangen af mediernes forsider og historier, et kendt format fra en del tv-stationers morgenflade. Det fungerer især, hvis studieværterne kan skrue lidt op for humoren.
 

Ordvalget tæller!
Hvor er det ærgeligt, når journalister ikke tænker på deres sprog. Og her tænker jeg ikke på udtale eller intonation, som kan være irriterende nok i sig selv. Nej, jeg tænker på ordvalget. En klassisk remse lyder:

Vær opmærksom på dine tanker
for de bliver til ord

vær opmærksom på dine ord
for de bliver til holdninger

vær opmærksom på dine holdninger
for de bliver til handlinger

vær opmærksom på dine handlinger
for de bliver til vaner

vær opmærksom på dine vaner
for de bliver din karakter

vær opmærksom på din karakter
for den bliver din skæbne

Det tænkte jeg på, da jeg tirsdag i den forløbne uge hørte P4 om morgenen, mens jeg smurte vores madpakker hjemme ved køkkenbordet. Studieværten på P4 Fyn lagde op til Radioavisen klokken syv ved at fortælle om, at EU nu vil have nye regler for grænsekontrollen. ”En Molbohistorie” kaldte studieværten denne nyhed og sagde også noget om, at det var en skøn dag for dansk demokrati. Ordlyden skriblede jeg kun hastigt ned på et stykke madpakkepapir, så helt korrekt citerer jeg nok ikke. Derefter kom den ganske glimrende oplæser på Radioavisen, Niels Christian Lang, igennem med en nyhed om, at EU’s forslag ikke på nogen måde ville påvirke de danske regler, men var nogle regler om, at grænsen kan lukkes ned ved særlige lejligheden. Der var altså temmelig langt til det drama, som P4 Fyns studievært fik lagt op til.

Under et interview med DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg, fik Jens Christian Lang også sagt, at reglerne skulle forhindre en ”epidemi af flygtninge” fra visse lande. Og her citerer jeg korrekt, for det indslag kan man finde på nettet. Epidemi? Tak skæbne! En ”epidemi af flygtninge” er ren Dansk Folkeparti-retorik. En retorik, som journalister i stigende grad bare overtager uden at reflektere over, om der mon findes mere neutrale ord for det samme?

Den samme kritik gælder oplægget på P4 før Radioavisen. Vurdering efter vurdering. Oven i købet forkerte vurderinger. Og kan man overhovedet tillade sig at kalde noget for en Molbohistorie?

I samme nyhedsudsendelse siger Niels Christian Lang også: ”SF rækker hånden hele vejen hen over Radikale Venstre og Konservatives flirt”. Bortset fra at sætningen er ganske kompleks, så er ordvalget igen sigende: Hvornår er noget en ’flirt’, og hvornår er det et ’samarbejde’, en ’aftale’, en ’hensigtserklæring’? En flirt er i hvert fald ikke særligt seriøs, og kan man tillade sig at dømme det, de to partier gør sammen, på den måde?

Et lille ord har konsekvenser for, hvordan den samlede mening bliver, og jeg er træt af, at journalister bruger ord med stærke vurderinger indbygget uden at tænke nærmere over det.

Det bliver en sand fest
Jeg glæder mig til, at valgkampen er overstået med dens uprioriterede valg-plade-gået-i-hak-snak. Jeg glæder mig også til at slippe for flere mærkværdigt forskellige meningsmålinger.

Men jeg glæder mig især til torsdag aften, hvor jeg skal zappe mellem TV 2 og DR for at se, hvem der kan styre deres teknologier, studieværter og eksperter bedst i de sidste hede timer. Hvem der leverer den bedste vare til de danske vælgere, der vil sidde og vente på afgørelsen i en tæppebombning af mellemregninger og optællinger fra Aakirkeby og Aabybro? Det bliver en sand fest.