Efterkritikken denne uge er skrevet af Peter Bro, professor (mso), ph.d., leder af journalist-uddannelserne på SDU i Odense og udgiver af månedsmagasinet om journalistisk udvikling AHAheder.dk

Med en mediekommentator ved tastaturet, hvis første bogudgivelse havde et omslag, der bar titlen 'Journalisten som aktivist', kan det måske ikke undre, at jeg henover den seneste uge ser et særligt potentiale i Politikens dækning af indvandrer- og flygtningeområdet. Avisen har nemlig startet en ny indsamling, der blandt andet blæses ud i fuldlækre helsides-annoncer og alt sammen i et forsøg på at understøtte ”de mennesker, som ikke er her – og dem som ikke kan lade være med at hjælpe”. Sådan som det formuleres i avisen.
Min holdning til støtten af de mennesker, der lever under jorden i Danmark, og til de personer og organisationer, som fremover vil yde en endnu bedre hjælp ved at åbne en sundhedsklinik i København, kan i den sammenhæng være ligegyldig. Ikke mindst, fordi det ikke så meget er selve annoncerne og opfordringen til hjælp, der springer i øjnene, som det er artiklerne og afdækningen i Politikens seneste forsøg på at bedrive ”aktions-journalistik”. Sådan som Henrik Cavling allerede i starten af 1900-tallet benævnte sådanne proaktive journalistiske forsøg på at hjælpe samfundet.

Snarere synes jeg, at det er Politikens på en gang medrivende og provokerende belysning af et hidtil skjult netværk af danskere, der er unik. Et netværk, der i måneds- og i nogle tilfælde ligefrem årevis har arbejdet sammen om at hjælpe mennesker, som befinder sig illegalt her i landet, og som kan have brug for lægelig hjælp. I denne journalistiske del af serien har vi fået indblik i en verden, hvor mennesker bor illegalt i dette land – i nogle tilfælde traumatiseret, med brug for lægelig hjælp og skjult i lejligheder lige rundt om hjørnet fra, hvor alle vi andre med cpr-numre og gule sygesikringsbeviser bor.
Dét er en serie, som jeg har hørt mange referencer til henover ugen, og også fra mennesker, som har et mindre tvangspræget forhold til medieforbrug end mange af os, der lever af og med journalistikken. Og hvad mere er, ikke alene generer serien rigtig meget, hvad reklamefolk benævner, ”WOM” – ”Word of Mouth” – den lægger sig også flot i forlængelse af en anden af Politikens nylige journalistiske serier. Nemlig afdækningen af den indvandrerfjendske organisation ORG, hvis hemmelige netværk Politiken havde held til at optrevle helt eller delvist via brug af hackere med klare venstrefløjssympatier.
Disse to forskellige netværk, som Politiken har afdækket henover de seneste uger med mere eller mindre velvillig assistance udefra, er vidt forskellige. Ja, de to netværk arbejder faktisk for præcis det modsatte af hinanden. Men i begge tilfælde har Politikens gravergruppe haft held til at dykke ned under overfladen af vores ellers på mange måder overbelyste samfund for at hjælpe os med at blotlægge betydningsfulde samfundsstrømninger, de færreste af os kender noget til. Men samfundsstrømninger, som ikke desto mindre angår os alle direkte eller indirekte.

Politiken skød sin artikelserie om den undergrund, der hjælper illegale flygtninge i DK, i gang i søndags med bl.a. denne artikel

Ugens kollektive problem
At geare marketingsbudgettet ved at lave provokerende reklamer, der kan skabe redaktionel omtale, er en klassisk PR-disciplin. Fænomenet ”gearing” kendes nok bedst fra banksektoren, hvor det henviser til, at et investeret beløb – mod et lån i banken – kan mangedobles for at sikre et større afkast ved handlen med valuta, aktier eller andre former for værdipapirer. Men PR-folk kan også forsøge at udnytte nyhedsformidlere til at geare og mangedoble gennemslagskraften af et reklamefremstød, så kundernes kommercielle, politiske eller andre former for budskaber bliver endnu mere udbredt blandt læsere, lyttere og seere.

Den disciplin fik det danske medielandskab et eksempel på henover den sidste uge, da Venstre åbnede partikassen og indledte valgsæsonen med annonce-kampagnen 'Bag facaden'. Venstres værdi af det stærke redaktionelle rygstød, som danske nyhedsmedier kollektivt gav reklamerne, kan naturligvis diskuteres. For der var megen fokus på det udanske ved negative reklamer, og det forhold, at et par fotografer fik tyvstjålet deres arbejde i et mere eller mindre bevidst brud på ophavsrettighederne. Men det kan ikke diskuteres, at det reklamefremstød, der redaktionelt kunne være anvendt som en oplagt anledning til at skarpvinkle på en grundig belysning af den krudttønde, som den danske samfundsøkonomi er blevet, blev til en omgang nysepulver i megen af ugens nyhedsformidling.

Realpolitiske problemer blev i den forstand hurtig pulveriseret til fordel for en gang klassisk procesjournalistik. Og forvarslet om en folketingsvalgkamp, hvor fokus forskydes til at handle meget lidt om det – for en gang skyld – ganske reelle valg mellem forskellige ideologiske bastioner på det politiske, økonomiske og andre områder, skræmmer derfor allerede denne mediekommentator. Dermed ikke være sagt, at procesjournalistik med fokus på vælgervandringer, partistrategier og nye kampagneformer ikke kan være væsentlige, men vi har endnu nogle uger at øve os på prioriteringen mellem de to, før det buldrer og brager i landets partiorganisationer, og dækningen – og gearingen – af Venstres reklamefremsted kunne tyde på, at vi kunne have gavn af lidt mere træningstid.

Huskede pressen at stille de rigtige spørgsmål til Venstres nye kampagne, eller var dækningen mere et rygstød til regeringspartiets PR-maskine?

Ugens bonuspointe
Kald det institutionel nepotisme, snæversyn eller god gammeldags reklame for kolleger, men til trods for ugens megen fokus på negative kampagner lykkedes det stort set os alle at lave journalistik uden brug af den måske mest oplagte kilde af dem alle på dansk grund. Nemlig den stort set eneste hjemlige forsker, som gennem mange år har forsket i brugen af og betydningen af negative kampagner, men som ikke desto har glimret ved sit fravær. Alt sammen på trods af, at jeg har kunnet forvisse mig om – ved et kig i hans kalender og et visit på hans arbejdskontor – at han ikke har holdt ferie under varmere og mere solbeskinnede himmelstrøg, end vi kan fremvise på disse breddegrader.

At han – Christian Elmelund-Præstekær, adjunkt fra Institut for Statskundskab, SDU – ikke medvirkede som kilde henover ugen (Information fangede ham en dag, og et par andre medier forsøgte en anden, men kunne desværre ikke afvente, at han blev færdig med en mundtligt eksaminering af en studerende) er en kærkommen påmindelse om, at vi alle sammen har noget at lære, inden vi går ind i, hvad der på alle måder tegner til at blive en vild valgkamp, hvor både politikken og journalistikken for alvor kommer på speed.

For vi skal blive bedre til på den ene side at opsøge kilder, vi ikke nødvendigvis allerede har registreret telefonnumrene på i forvejen. Kilder, som vi kan finde i seneste Infomedia-søgning, bærer professor-titler eller som de vante kommentatorer kender til og af egen drift henviser til. Og vi, som også har vores daglige gang på landets universiteter og andre såkaldte vidensinstitutioner skal helt sikkert også blive bedre til selv at gribe knoglen – trådløs eller ej – og få meldt os under nyhedsformidlingens faner, når vi ved, at vi selv står på stærk saglig grund – og medierne har brug for os.