North Media tilfredse med EU-udmelding i postsag

I en verserende sag, hvor North Medias distributionsselskab FK Distribution anklager Post Danmark for prisdumping på omdeling af reklametryksager, har EU-Domstolens generaladvokat udtalt sig til fordel for North Media. Det skriver Ritzau Finans. Hvis Post Danmark har brugt indtjeningen fra almindelig post til at sænke priserne på distribution af reklamer, kan det nemlig være et udtryk for misbrug af dominerende markedsposition.
MediaWatch

I en verserende sag, hvor North Medias distributionsselskab FK Distribution anklager Post Danmark for prisdumping på omdeling af reklametryksager, har EU-Domstolens generaladvokat udtalt sig til fordel for North Media. Det skriver Ritzau Finans.

Hvis Post Danmark har brugt indtjeningen fra almindelig post til at sænke priserne på distribution af reklamer, kan det nemlig være et udtryk for misbrug af dominerende markedsposition.

"Jeg er glad for, at generaladvokaten giver os ret i, at der kan være et misbrug af dominerende stilling," siger Mads Dahl Andersen, adm. direktør hos FK Distribution, til Ritzau Finans.

Ifølge Post Danmarks chefjurist Jens Heurlin er det dog "tindrende klart", at Post Danmark netop ikke har gjort det, hvis man ser på fakta i sagen.

Næste skridt er nu, at EU-Domstolen kommer med en endelig afgørelse. Falder den ud til fordel for North Media, kan det koste Post Danmark helt op til 100 mio. kr., vurderer Mads Dahl Andersen.

Sagen går tilbage til 2003 og er nået til EU-systemet, fordi Post Danmark senest ankede en afgørelse i Østre Landsret i 2009, som tilkendte det daværende Forbruger-Kontakt en erstatning på 75 mio. kr. for selskabets tab på grund af Post Danmarks misbrug af dominerende stilling. Dertil kom fire mio. kr. til dækning af sagens omkostninger. Dermed gik sagen til Højesteret, som bad EU-Domstolen om at tage stilling til sagen.

Der kan i alt gå op til tre år før sagen endeligt lukkes, vurderer Mads Dahl Andersen over for Ritzau Finans. Det, mener han, er problematisk, fordi "Post Danmark agerer som uskyldig, selvom de har tabt en række sager".

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også