Montgomery går af med det vuns

I går fremgik det af en meddelelse fra Mecom, at selskabets adm. direktør David Montgomery trækker sig i slutningen af januar. I dag meddeles det, at han går øjeblikkeligt.
MediaWatch

David Montgomery trækker sig tidligere end forventet fra posten som Mecoms adm. direktør.

Med en enkelt linje meddeler selskabet i dag, at han trækker sig straks

"Bestyrelsen for Mecom Gruppen bekræfter, at David Montgomery har indvilliget i at træde tilbage som adm. direktør for Mecom Gruppen med øjeblikkelig virkning," hedder det i meddelelsen.

I går var meldingen ellers, at David Montgomery først ville trække sig i slutningen af januar. Det fremgår ikke, hvem der bliver ny adm. direktør. Men i går lød det fra bestyrelsen, at en ny direktør ville blive udnævnt snart ("shortly").

Ifølge the Guardian skyldes Montgomerys  pludselige afgang fra selskabet, at han på et bestyrelsesmøde onsdag blev tvunget til at træde tilbage af nogle af selskabets stærkt kritiske store aktionærer, Aviva samt Legal & General. De skulle have truet med en ekstraordinær generalforsamling, hvis han ikke gik.

Usædvanlig melding
Henrik Schultz, aktieanalytiker og repræsentant for flere mindre Mecomaktionærer, kalder meldingen "usædvanlig" , idet der normalt straks udnævnes en konstitueret direktør, hvis direktøren går - selvom intet efterhånden overrasker, når det gælder Mecom, tilføjer han.

"Det er usædvanligt at et børsnoteret selskab står uden direktør. Normalt udpeges der med det samme en konstitueret direktør, som ofte er økonomidirektøren," siger Henrik Schultz.

Han fornemmelse af årsagerne til Montgomerys afgang er, at den er knyttet til samarbejdsproblemer med nogle af de store aktionærer og dele af bestyrelsen.

"Problemet for aktionærerne og delvist bestyrelsen er, at de gerne vil have mulighed for at se på strategien med friske øjne og starte på et blankt stykke papir. Men det kræver et tæt samarbejde med ledelsen, som skal levere tal og analyser. Ledelsen er meget koncentreret om Montgomery, og han er en er knaldstærk medieleder, der formentlig holder fast i Mecoms oprindelige, ekspansive strategi, som gør det svært at finde fælles fodslag mellem aktionærer, bestyrelse og ledelse. Og det er nødvendigt," siger Henrik Schultz, som også har rosende ord til Montgomery.

"Ud fra selskabets oprindelige strategi (om at blive et paneuropæisk medieselskab, red) har han gjort et forbilledligt job i betragtning af de dårlige markedsbetingelser med faldende annoncemarkeder og i betragtning af, at Mecom fra start var et meget gearet (belånt, red.) selskab."

Ønskes: Strategiudmelding
Hos visse aktionærer har David Montgomerys afgang dermed haft høj prioritet, mens andre og mindre aktionærer, især ønsker en afklaring om selskabets fremtidige strategi, hvilket udnævnelsen af en ny adm. direktør ville have givet et fingerpeg om. Ifølge aktieanalytiker Henrik Schultz står Mecom ved en skillevej, hvor selskabet enten fortsætter den nuværende, ekspansive strategi, eller skifter kurs og begynder at sælge fra.

I forbindelse med selskabets forhåndsorientering om 2010-resultaterne, fremgik det, at aktionærerne får udbetalt dividende i 2011. Selskabets resultat (ebitda) er i bedring særligt grundet skrappe besparelser, og gælden der som kviksand har truet med at trække Mecom ned, er reduceret med næsten en halv mia. kr. i 2010 mod selskabets forventning på omkring 200 mio. kr. i starten af 2010. Den er dog stadig på 2,8 mia. kr., mens selskabets resultat (ebitda) i 2010 forventes at blive på 1,3 mia. kr.

- TBH
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også