DR har godt af en kursjustering

Seer- og lyttertal er vigtige, men i 2011 trænger DR til en mindre kursjustering mod det mere traditionelle public service udbud, siger den netop genudnævnte DR-formand.
Per Fanefjord Laursen

DR fik i forårets medieforlig et signal fra politikerne om sætte ekstra fokus på udvalgte traditionelle public service kerneområder.

Det signal skal DR lytte til, lyder budskabet fra den netop genbeskikkede DR-bestyrelsesformand, Michael Christiansen. Lytter DR, bliver det ikke et problem at nå til enighed mellem DR og politikerne om en ny public service kontakt, som skal ligge klar den 1. januar.

“Jeg håber og tror ikke, at det bliver et større problem at nå til enighed om det indhold og den linie, DR skal følge i de kommende fire år,” lyder det fortrøstningsfuldt fra bestyrelsesformanden.

Politisk mistillid skal væk
Faktisk ser han frem til en ny mere tidssvarende aftale med politikerne.

"Den nuværende public service-kontrakt er meget detaljeret - lidt som om den er skrevet af embedsmænd for embedsmænd, og der er jo dog et politisk dokument. Det er uheldigt for DR, men vel også for Christiansborg. Begge parter ønsker en mindre detaljeret kontrakt med et klart politisk aftryk, som gerne må være præcist formuleret på de store linier. Måske skyldes den nuværende kontrakts store detailrigdom, at der har været en anelse mistillid fra politisk hold til DR, hvilket har givet lyst til detailregulering," siger Michael Christiansen. 

Han antyder videre, at de fagligt meget kyndige medieordførere også fristes til at optræde som embedsmænd og gå i detaljen.

“Jeg tror, vi alle er enige om, at vi har brug for en tydeligere fordeling i kontrakten mellem politik og teknik. Sådan læser jeg i hvert fald forligsteksten fra sommeren 2010,” siger bestyrelsesformanden, der tror, at alle er tilfredse med, at det er juristen, den konstituerede generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, som står i spidsen for det grundige forberedende arbejde, inden kontrakten indgås.

Høj kvalitet en selvfølge
DR’s bestyrelsesformand kender af gode grunde ikke kontraktens slutformuleringer.Og slet ikke hvordan politikernes ønsker om f.eks. mere fokus på dansk kunst og dansk kultur ender med at blive formuleret i kontrakten.

"DR har nok fokuseret vel meget på seertal i de senere år. Det er meget vigtigt , at vi fokuserer på brugernes bedømmelse af os, men vi kan vist godt tåle en mindre kursjustering mod det mere traditionellle public-service udbud. Lad os kalde det nyklassisk public service,” siger han og uddyber:

“DR skal ikke skal være et almindeligt mediehus. Det er ikke godt nok. Vi skal fokusere på den tunge del af vores indholdsproduktion. Men uden at glemme seer- og lyttertallene. At bare love kvalitet er heller ikke godt nok efter min mening. Indhold og kvalitet går hånd i hånd. Selvfølgelig skal alt, hvad vi laver, være af høj kvalitet - det skulle ikke være nødvendigt at skrive i en public service-kontrakt. Kvalitet er en forudsætning - ikke en retning. Public service handler først og fremmest om retning - indhold.”

Michael Christiansen mener ikke, det burde være nødvendigt at stille præcise krav til programindholdet fra politisk hold. Ministeren og medieordførerne ved ifølge ham godt, at DR’s bestyrelse med sin brede politiske sammensætning har en god fornemmelse for, hvad ejerne - politikerne - ønsker.

“Jeg tror faktisk, at DR’s ledelse er bedre til at udmønte det, politikerne ønsker sig, end politikerne selv er. Det er trods alt det, vi er her for.”

Det bliver vel til syvende og sidst, som du siger? Det er dig og Per Stig Møller, der forhandler den endelige ordlyd på plads, og I bliver næppe særligt uenige?

“Nej sådan er det ikke. I praksis vil den bredt sammensatte bestyrelse give mig et forhandlingsmandat, som jeg ikke kan fravige. Jeg håber, at vi i denne proces kan indgå en public service aftale, der har hele bestyrelsen bag sig,” siger Michael Christiansen.

Hans målsætning er, at bestyrelsen i bred enighed indgår en ny kontrakt og i lige så bred enighed ansætter en ny generaldirektør.

Public service katalysator søges
Den nye bestyrelses mest presserende opgave er netop at udpege en ny generaldirektør først i 2011. Michael Christiansen forventer, at personen bl.a. vil skulle spille en ledende rolle i kurstilpasningen af DR’s public service-strategi.

"Alt kan i dag kaldes public service - fra tårnspring til ‘X-Factor’. Den nye generaldirektør skal være en person, der sidder for bordenden for at komme med sit bud overfor medarbejdere, brugere og ejere på, hvad vi forstår ved public service. Ikke som diktator, men som katalysator for en løbende debat om det indhold, som DR skal levere. Kravene og mulighederne ændrer sig bestandigt - og debatten skal derfor føres nat og dag - året rundt.”

Michael Christiansen kalder sin egen opgave som en katalysator for bestyrelsens debatter, der også formulerer og videreformidler bestyrelsens holdninger til direktionen.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også