Regering splittet om mediestøtte

Venstre og Konservative fremstår dybt splittede om ambitionsniveauet og hastigheden på en mindre tilpasning af internetmediernes støttemuligheder.
Per Fanefjord Laursen

Der bliver ikke ændret på medie støttevilkår i nærmeste fremtid, afslørede kulturminister Per Stig Møllers (K) i mandags.

Det vakte stor vrede hos de netmedier, der har sat næsen op efter en snarlig mulighed for at kunne søge mediestøtte - f.eks. i kraft af en hurtig ændring af Dagbladsnævnet til et Medienævn.

V står fast
Netmediernes optimisme var bl.a baseret på, at Venstre og Socialdemokraterne har været positive over for denne mindre, hurtige tilpasning.

“Jeg har ingen kommentarer til ministerens udtalelser, for vi er midt i en proces,” siger Venstres Ellen Trane Nørby i dag til Mediawatch.

Ellen Trane Nørby fastholder, at Venstres ambitioner for justeringer i mediestøtten er intakte, som beskrevet i partiets medieudspil i 2009.

“Venstre ønsker sig på kort sigt mindre justeringer - til eksempel, at Dagbladsnævnet ændrer navn til Medienævnet og kan tildele midler til enkeltstående netbaserede nyhedsmedier. Vi mener også, at omstillingspuljen bør åbnes mere, så den lettere kan uddele midler til digitale omstillingsprojekter.”

Venstres udspil i 2009, såvel som i dag, lyder, at større ændringer af fordelingen af støttemidler skal ske over meget lang tid, således at man ikke trækker tæppet væk under dagbladsbranchen.

Men der er altså uenighed i regeringen internt, med en overraskende stor forskel på forandringvilligheden og de digitale fornemmelser hos V og K?

“Venstres forslag til ambitionsniveauet for mediestøttetilpasninger står fast som beskrevet i vort medieudspil, men vi har ikke 90 mandater,” siger hun, og vil ikke acceptere en præmis om, at en mindre mediestøttejustering, som Venstre og Socialdemokraterne ønsker, reelt er udsat på ubestemt tid.

“Mon ikke vi er klogere på ambitionerne og tempoet om 14 dage,” siger hun med reference til, at kulturministeriet om 14 dage vil præsentere en plan for, hvorledes man vil gå videre med problematikkerne rejst i CBS-professor Anker Brink Lunds redegørelse om mediestøtten.

Ellen Trane Nørby vil ikke kommentere på muligheden for, at der skabes et politisk flertal uden om kulturministeren og De Konservative - et flertal som Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen i går påpegede, at der er.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også