S: Støtte til netmedier er et must

Fritstående netmedier, lokalaviserne og graverjournalistikken står højt på oppositionens dagsorden op til mediestøtteforhandlingerne.
Louise Reseke

Det bliver næppe støtte til de netbaserede nyhedsmedier, der kommer til at skille parterne i de kommende forhandlinger om mediestøtten.

Mediepolitisk ordfører Mogens Jensen, S, ser det som en bunden politisk opgave at give de fritstående netmedier - der altså er født på nettet - mulighed for at få del i mediestøtten.

"Der er ingen tvivl om, at vi anerkender, at det er nødvendigt at tilgodese de fritstående netmedier, og det vil vi også stille som et krav i de kommende forhandlinger. Hvordan den støtte skal se ud, har vi ikke taget stilling til endnu. Vi afventer i første omgang regeringens oplæg, inden vi kommer med vores eget," siger Mogens Jensen, der som de fleste andre ikke forventer de store revolutioner i den kommende aftale. Hverken nulmoms eller puljerne til distributionsstøtte vil sandsynligvis komme i spil - det er pengene i Dagbladsnævnet, der kommer i fokus.

"Jeg tror ikke, der kommer de store ændringer. Det bliver justeringer, vi vil se," siger Mogens Jensen, der også ser ræson i at gøre Dagbladsnævnet til et Medienævn - et forslag og en modernisering ingen endnu talt i mod. Det vil give mulighed for, at de cirka 60 mio. kr., der står opsparet i nævnet, fordi støtten er bundet til medieprodukter på print, kan komme ud og arbejde i branchen.

Gulerod til graverjournalistik
Opppositionen ønsker sig også, at støtte til de økonomisk pressede lokale og regionale dagblade kommer på banen i de kommende forhandlinger. 

"Det er vigtigt at bevare mangfoldigheden af de regionale og lokale dagblade og styrke dem. Det er et vigtigt fokuspunkt for os," siger Mogens Jensen.

Et tredje punkt handler om graverjournalistikken. Socialdemokraterne er parat til at give medier, der beskæftiger sig med dybdeborende journalistiske projekter en økonomisk gulerød.

"Jeg ser gerne, at vi opmuntrer medierne til den type journalistik. Det skal kunne betale sig at bruge kræfter på den dybdegående journalistik."

Men lige nu er dagbladene selv gået i gang med at opruste på graverjournalistikken, så er det nødvendigt?

"Hvis det sker helt af sig selv, så kan man overveje forslaget igen. Hvis medierne imødekommer ønsket, uden at vi behøver at gøre noget, er det fint, men det vil jeg se, før jeg tror det."

Hvor mange penge skal der sættes af i en sådan pulje?

"Et passende beløb."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også