PopFM: Flashback til en fest fra svundne tider

PopFM leverer, hvad den lovede: musikalske flashbacks og korte nyheder tilsat nærværende trafikinfo.
Per Fanefjord Laursen

Lyder den nye PopFM ikke lidt af TV 2? Jo, og det kommer jeg tilbage til.

PopFM har i skrivende stund sendt to dage, så anmeldelsen beror på et tidligt indtryk. Ikke desto mindre er det hurtigt konstateret, at alliancen SBS og Berlingske Media med PopFM leverer det forventede.

PopFM's musikformat er ikke nyt - SBS sendte det samme format frem til 2005 - bortset fra, at man nu ikke går op til aktuelle hits og lover at spille flere forskellige numre fra fire årtier. Det var et indlysende valg at relancere det meget modne popformat, der lyder bedst for 35-40 årige og over. PopFM er del af SBS Radio-porteføljen og skal naturligvis komplementere NovaFM og Voice - ikke tilføre dem mere konkurrence.

Soundbites fra felten
Nyt er til gengæld, at PopFM leverer faste nyheder, produceret af B.T. De er korte, kun to min. inklusive trafikinfo med stramme sound bites fra kilder eller B.T.-journalister ude i felten. Nyhederne synes kortere, end det, TV 2 News laver for NovaFM, der igen er kortere end DR's radioaviser.

Til gengæld er det altid forfriskende, når radiostationer tilbyder en nyhedsrækkefølge og -prioriterng, der er anderledes end DR's.

Første sendedag lød det som om, at lyden i sound bites optaget af B.T. ikke var helt i orden, men det er sikkert blot en lille startvanskelighed.

Nærvær med trafik
Det virker godt, at PopFM koncentrerer sig så meget om Storkøbenhavn, at der kan sendes regulære, nærværende trafik-updates, der kan konkurrere med P4's. Især når de bliver en tand mere indarbejdede, hurtigere og har mere detaljerede informationer – den viden kommer jo fra de opmærksomme trafikanter selv ude på vejene.

Men trafikalt nærvær fra Ring 3-køen fjerner også indtrykket af en semi-landsdækkende radiostation, der trods alt også kan aflyttes fra Karrebæksminde til Hundested og i hele landet på DAB.

Flashbacks
En ‘oldies’ station med hits, der rækker tilbage til 60’erne, lover ikke andet end forudsigelighed. Det siger sig selv. Det er genkendelsesglæde, den slags radiostationer tilbyder sine lyttere: Det pludselige flashback til en fest i svundne tider eller lige dén sang, vi hørte alle steder den sommer. Det flashback kender alle, der har blot et mikroskopisk øre for musik.

Når det er sagt, lød PopFM ekstremt forudsigelig den første dag. De 80'er sange, der spilles og de danske 80er hits, der udvælges, er næsten nøjagtig de samme, som vennerne fyrer af ovre på Radio 100FM.

Ikke 'I will survive'
På andendagen må jeg så revidere min opfattelse, da jeg i bilen fik Gloria Gaynor i øret, og det ikke var  ‘I will survive”’ ( befandt mig pludselig til fest i en Bagsværd-villa i 70erne), og The Beatles ‘Here comes the sun’ nuancerede første indtryk.

PopFM har klogt fravalgt et morgenshow - tydeligvis for at undgå at udkonkurrere SBS-søsterkanalerne. PopFM har ikke standup komikere som værter, men hyggende personligheder - en person i æteren ad gangen - der summer om dit og dat.

Stemmerne er velkendte radiostemmer (især for folk, der også af og til lever livet udenfor DR-universet), uden at man kan sætte ansigter på ret mange af dem.

Det gælder ikke mindst den umiskendelige lyd af TV 2, der kommer fra Gitte Stæhr, der efter næsten 20 år som TV 2-stemme for nylig forlod TV 2, klinger ud æteren som fast stemme på PopFM's station-ID's og egenpromos.

Kan PopFM trække nogle sharepoint fra P4, som det klart er ambitionen? Tjaaa - potentiale er til stede, og det er stort. P4 kan såmænd snildt aflevere 4-5 sharepoint uden at opdage det.

Samlet lander karakteren for førstehåndsindtrykket på tre ud af seks smil for at levere den forventede vare, men uden at tilføre meget nyt. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også