Lehrmann: "Nu starter et nyt kapitel"

Jan Lehrmann siger farvel til Benjamin for at finde ud af, hvad han vil bruge resten af sit arbejdsliv på. Det kan både udspille sig inden for og uden for mediebranchen.
Tine Brødegaard Hansen

Det hører til sjældenhederne, at en topchef selv siger op uden at have et nyt job på hånden. Men det er tilfældet med Jan Lehrmann, der stopper som adm. direktør for Benjamin Media. Han vil tage sig tid til at overveje, hvad han vil være, når han ikke er magasindirektør.

Den idé var allerede oppe at vende, da Bonnier for et år siden blev eneejer af Benjamin Media, men først nu er tiden rigtig, mener Jan Lehrmann.

"Jeg besluttede før sommerferien, at jeg ville stoppe. Benjamin er så meget mit barn, at det var vigtigt at aflevere butikken i god form og med kontinuetet. Derfor har jeg heller ikke overvejet muligheden, da finanskrisen var på sit højeste. Det ville have være at stikke halen mellem benene. Jeg føler nu jeg kan forlade selskabet med rank ryg – og det er vigtigt," siger Jan Lehrmann.

Hænger dit ønske om at forlade Benjamin sammen med, at Bonnier er blevet eneejer?

"Nej, jeg har ikke oplevet en ændring i mine arbejdsvilkår fra at være medejer til Bonnier overtog. Bonnier har været en kanon samarbejdspartner, så min beslutning har intet med det at gøre. Jeg er 41 år nu, og hvis jeg skal prøve noget andet i mit arbejdsliv, er det ved at være tid. Men Benjamin har fyldt så meget hos mig, at jeg ikke samtidig med arbejdet har kunnet overveje, hvad jeg ville bagefter. Men nu starter et nyt kapitel."

Kommer det til at inkludere projekter med Johnny Laursen (grundlægger af Benjamin Media, red.)?

"Jeg har leget meget med Johnny, og det gør jeg fortsat om forskellige projekter, men jeg kan 100 procent ærligt sige, at jeg ingen planer har. Jeg har lovet mig selv at give mig tid til at finde ud af, hvad jeg nu har lyst til at arbejde med."

Tror du at det bliver i magasinbranchen igen - eller vil du gerne prøve noget helt andet?

"Jeg elsker mediebranchen, men jeg er også åben for andre brancher."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også