Lars Grarup er et magtmenneske.

Lars Grarup er et ambitiøst konkurrencemenneske.

Uanset om udsagnet drejes negativt eller positivt af de kilder, MediaWatch har talt med, kan det umiddelbart give indtryk af, at Lars Grarup, som netop er indtrådt i Politikens chefredaktion, med tiden gerne vil være Seidenfaden i stedet for Seidenfaden.

Men det er en overfladisk betragtning.

For det første er Politikens topchef, Tøger Seidenfaden, efter en længere sygdomsperiode tilsyneladende tilbage i fin form, og Grarup og han er næsten jævnaldrende. 53-årige Tøger Seidenfaden nærmer sig sit 20 års jubilæum i chefstolen, men det gør ham ikke nødvendigvis pensionsmoden.

For det andet er Lars Grarup ikke en oplagt kandidat til den rolle som kransekagefigur, Seidenfaden i dag indtager. Grarup var en fisk i vandet, da han som mediedirektør kunne trække i trådene bag DR's kulisser. Han er en fremragende organisator og dirigent, men springer næppe ind i Deadline til en debat om situationen i Jerusalem.

Viewspaper
Politiken er i dag langt mere viewspaper end newspaper, og som sådan har avisen brug for en meget markant debattør i chefstolen.

Derfor virker den nye sammensætning af chefredaktionen gennemtænkt og stabil. Rollerne er fordelt: En prædikant (Seidenfaden), en organisator (Grarup) og en journalistisk styrmand (Svane). Og faktisk er den model også yderst velafprøvet netop på Politiken.

Rollerne blev gennem mange år udfyldt af  Herbert Pundik, Agner Ahm og Jørgen Grunnet og siden af Tøger Seidenfaden, Bo Maltesen og Per Knudsen - men der gik kuk i systemet, da Tøger Seidenfaden i 2006 for en stund steg ned fra bjerget med et par stentavler i hånden.

Tøgers stentavler
Tøger havde opdaget internettet og satte en storstilet og ambitiøs plan i værk. Netredaktionen skulle oprustes og levere det daglige nyhedsflow - også til avisen. I den proces blev det journalistiske kompas Per Knudsen, som næppe var "omstillingsparat" i tilstrækkeligt omfang, erstattet med Stig Ørskov og kort efter trak administratoren Bo Maltesen sig tilbage til en rolle som menig skrivende på avisen.

Tøgers forkromede plan fra 2006 var på flere planer en fiasko, og Politikens nyhedskompas trænger - efter mange kritikeres mening - til en justering. Omvendt har Politiken også gennem de seneste år udbygget sin position som menighedsblad og er i dag den af de tre morgenaviser, som har bedst fat om sin kernemålgruppe.

Med en styrket indsats på nettet og andre platforme og forøget fokus på, hvordan indhold kan omsættes til penge (Grarup) og en nyhedsjournalistik som i større grad bliver dagsordensættende (Svane) kan fremtiden se fornuftig ud for Politiken.

Samtidig styrker ansættelsen af Lars Grarup Politiken - og JP/Politikens Hus - på en anden flanke. Når FM4 (P1-konkurrenten eller Radio Møller om man vil) kommer i udbud i foråret 2011 er Lars Grarup ikke nogen ringe general, at have i spidsen for sin hær. Med kanalen følger som bekendt op til 100 mio. kr. årligt til driften - og JP/Politikens Hus var allerede før ansættelsen af Grarup favorit til at løbe med kanalen efter Berlingske Media sammen med SBS vandt FM6-udbudet.