Seerredaktør skoser Go' aften-indslag

Et TV 2-indslag om den amerikanske '24'-skuespiller Kiefer Sutherland, var fornøjet "tøsefnidder", som ikke klædte Go' Aften Danmark, siger TV 2's seerredaktør Lars Bennike på sin blog.
Per Fanefjord Laursen

Et TV 2-indslag om den amerikanske '24'-skuespiller Kiefer Sutherland, var fornøjet "tøsefnidder", som ikke klædte Go' Aften Danmark, siger TV 2's seerredaktør Lars Bennike på sin blog.

Go' aften Danmarks Michéle Bellaiche interviewede for en uge siden Se og Hørs journalist Lise Bondesen om, hvorfor hun ikke fortalte Kiefer Sutherland, at hun i virkeligheden var sladderjournalist, der var på arbejde. Hun og en fotograf opsøgte Hollywood-skuespilleren på en bar i København tidligere på sommeren, da Kiefer Sutherland var i landet, og fik en stribe drinks med skuespilleren - mødet blev til artikel i bladet med fotos, men altså uden Kiefer Sutherlands vidende.

Seerredaktøren har efterfølgende fået en række seerklager over interviewet - og Lars Bennike mener i sit indlæg, at Go' aften Danmarks tog en upassende indgangsvinkel til sagen.

“Problemet er – efter min opfattelse – programmets generelt begejstrede tone. Trods de (få) kritiske spørgsmål ender det hele i lys sommerstemning og fornøjet tøsefnidder. Se og Hørs medarbejder lander på den måde i rollen som en journalistisk helt, der har fået sit livs scoop ved hjælp af metoder, som på en hver måde er i strid med almindelig menneskelig anstændighed. På TV 2 ville en sådan optræden efter min opfattelse være et klart brud på stationens etiske retningslinjer,” skriver han.

Se og Hør må selv svare for dets metoder, men behøver TV 2 behøver deltage i hyldesten, spørger seerredaktøren.

Lars Bennike konkluderer, at Go’aften Danmark sænkede den moralske barre for underholdningens skyld i interviewet med Lise Bondesen.

“Spørgsmålet er desuden, hvad TV 2 vil gøre, næste gang Se og Hør bringer paparazzi-historier om stationens egne profilerede medarbejdere. Det er sket før, og det vil med sikkerhed ske igen. Kendisser – også dem fra tv – er godt sladderstof,” tilføjer Lars Bennike.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også