Mecom får bøde på 141 mio. kr.

Mecoms hollandske avisselskab Wegener har ifølge landets konkurrencemyndigheder brudt en forpligtelse til at bevare selvstændigheden af to regionale dagblade, som selskabet overtog i 2000.
MediaWatch

Mecoms hollandske avisselskab Wegener har ifølge landets konkurrencemyndigheder brudt en forpligtelse til at bevare selvstændigheden af to regionale dagblade, som selskabet overtog i 2000.

Det koster nu en bøde på ca. 141 mio. kr. (19 mio. euro). Derudover skal fem unavngivne og tidligere chefer betale en samlet bøde på næsten ti mio. kr. (1,3 mio. euro) for at være involveret i overtrædelsen, ifølge konkurrencemyndigheden NMa. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Mecom.

Mecom overtog først Wegener-selskabet i 2007, og overtrædelserne er foregået før den tid.

Ifølge konkurrencemyndigheden NMa har Wegener ikke opretholdt selvstændigheden af to dagblade, der bliver udgivet i den sydvestlige del af Holland, hvilket var en forudsætning for, at overtagelsen blev godkendt. Wegener ejede allerede den ene titel, PZC og overtog den konkurrerende titel BN/De Stem som en del af opkøbet af selskabet VNU Dagbladen i 2000. Det skriver ft.com.

De to dagblade har ifølge NMa haft en fælles nyhedsorganisation, hvor redaktionelle og kommercielle strategier har været harmoniseret og dermed ikke har konkurreret med hinanden.

Men den redaktionelle selvstændighed for begge titler er blevet sikret af, at hver avis har haft sin egen chefredaktør og redaktionelle team. Det økonomiske samarbejde mellem de to titler er desuden "essentiel for den fortsatte eksistens af begge udgaver i Zeeuws-Vlaanderen. Ikke desto mindre står begge udgaver over for faldende omsætning og resultater", skriver Wegener i pressemeddelelsen.

Hverken Mecom-ledelsen med David Montgomery i spidsen eller Wegener accepterer dermed NMa's udlægning, som de vil anke.

Endvidere finder Mecom-ledelsen, at bøden på 141 mio. kr. er ude af proportion med, at de to involverede titlers samlede omsætning i 2009 var på ca. 67 mio. kr. (ni mio. euro).

Hvis de overtrædelser NMa kritiserer ikke er rettet op om et år, ønsker NMa desuden at pålægge Wegener en bøde på 7,5 mio. kr. hver tredje måned. Det finder bestyrelserne for Mecom og Wegener unødvendigt, og de forsikrer samtidig, at sådanne 'ekstrabøder' kan undgås, fremgår det af pressemeddelelsen.

Mecom er i forvejen tynget af gæld og med meddelelsen om bøden, nåede aktiekursen efterfølgende at dykke med 7,5 pct. Nu er faldet fra før meddelelsen dog kun på cirka fire pct., ifølge ft.com's aktieoversigt.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også