TV 2-strategi 2011: Slut med 'Varm på is'

Større risikovillighed i primetime, fastholdelse af share og mere strategisk fokus i programplanlægningen er nogle af overskrifterne i Palle Strøms 2011-plan.
Per Fanefjord Laursen

Programdirektør Palle Strøm planlægger i disse dage en nytænkning af strategien og udvikling for alle TV 2-kanaler med blikket rettet mod sendefladerne i 2011.

Hans udfordring er, at TV 2 ikke kan lancere nye brands og fortsat, nærmest pr. automatik, vil tabe share på hovedkanalen. Samtidig erkender programdirektøren selv, at turbomotoren for koncernen - TV 2's primetime - står med nogle udfordringer.

Hvis vi starter med TV 2 – hvordan vil du produktudvikle hovedkanalen, så den kommer på kreativ forkant og igen bliver noget, man taler om hen over frokostbordene?

”Vi har stor respekt for, hvordan man skaber et tv-hit. Som markedsleder bør vi tage chancer, gå nye veje og ikke forfalde til at satse på det sikre - men dog uden at vi skal være et tv-eksperimentarium. Det var vi ikke råd til. Det var let nok, da vi var nye på markedet. Efter 20 år er det sværere. En ting står klart, før 2011 sæsonerne skal i gang: Det er ikke godt nok for TV 2 at forsøge at forlænge eksisterende hits. F.eks. at udvikle 'Vild med dans' til 'Varm på is'. Det sikrer muligvis rimelige seertal, men hen af vejen formøbler det positionen som markedsleder, seerne bliver ældre, og vi forvandles til en træt tv-station. Vi skal turde fornyelsen. Det har vi været godt i gang med de seneste tre sæsoner under det interne slogan ’Fornyelse Indefra’. Det har skabt nye succeser som 'Lærkevej', 'Live fra Bremen', 'Danmark ifølge Bubber', 'Bingo Banko', 'Klamphuggerne', 'Ultimatum' og 'De 7 Drab'. Alle de titler er meget "TV 2ske", men er nytænkende på den danske tv-flade.”

Hvad er succeskriterierne i 2011?

"Jeg vil ikke sætte tal på den share, vi skal holde for hovedkanalen og alle kanaler, eller den kommercielle share. Situationen er jo, at hovedkanaler står til at tabe share. Det er simpel matematik, hvis TV3 og SBS lancerer et par nye kanaler i 2011. Hvis der ikke kommer nye konkurrenter, er det mit mål at knække den nedadgående kurve, så vi bremser tabet af to-tre sharepoint årligt. Det større mål er dog, at TV 2 fortsat skal være den største tv-kanal i landet med en høj dækning, og at styrkeforholdet mellem TV 2 og DR1 skal bevares. Ligeså vigtigt er det, at det gunstige styrkeforhold, der er mellem TV 2's hovedkanal og vores nærmeste kommercielle konkurrent TV 3 fastholdes.

TV 2 har fem temmelig skarpprofilerede og velfungerende søsterkanaler. Har du planer om at justere deres profil?

”Profilerne kan næppe blive skarpere, men bedre. TV 2 Charlie er den kanal i TV 2 porteføljen, som har det største uudnyttede potentiale. Derfor får den flere programressourcer i 2011, som betyder, at den meget let kan trække markedsandele fra DR1 og DR2. TV 2 News er stadig i en tidligere udviklingsfase og skal fortsætte sin produktudvikling i stil med det nyeste tiltag, som med "Lykketoft/Elleman", der giver News en intellektuel nuance. Derimod har Zulu fundet sin plads, og jeg ser ingen væsentlig ændringer i 2011."

Jeg forstår, at TV 2 vil søge at professionalisere den strategiske udnyttelse af de programelementer, I nu engang har til rådighed en given sæson?

”Ja. Vi skærper nu det langsigtede strategiske arbejde med programmerne og programfladerne. Vi kan arbejde klogere, og vi skal eksempelvis være mere bevidste om, hvad vi vil på ugedagene, hvilke genrer vi satser på. Hvor programmer skal placeres i anden og tredje visning, og hvordan kan vi udnytte de programtitler, der virkelig fænger, så de fylder endnu mere hos seerne.”

Hvor mange penge har du til at programlægge TV 2 i år og 2011?

"Programbudgettet til hovedkanalen forventer jeg bliver på nogenlunde på samme niveau i 2011. Men det nye TV 2 er ikke færdig med at udforske mulighederne i at udføre opgaverne mere enkelt og lettere. At finde besparelser og få vore ressourcer til at række længere. Et udmærket eksempel var, da vi solgte Formel-1 rettighederne, og samlede produktionen af Go'morgen og Go'aften ét sted, hos Nordisk Film."

Er du tilfreds med resultatet af TV 2's store dramaoffensiv i 2009, og hvad er planerne fremover?

"Vi var muligvis lidt for risikovillige i vores første år. Jeg var dog meget tilfreds med 'Lærkevej', som kommer igen her i efteråret. Tilfreds fordi vi her innoverede med den første danske dramady, noget jeg tror, der vil blive efterlignet af andre tv-stationer. Vores investeringer i drama i 2011 bliver de samme som i 2010, men det afhænger også af, hvor mange penge vi eventuelt søger i Public Service Puljen. Profilmæssigt går TV 2 så at sige lidt 'ned i risiko' på vore dramaer og satser på flere kriminalprojekter, mest konkret er serien 'Den som dræber'. Det er svært at lave gode kriminalserier, men trods alt lettere at ramme rigtigt hos et bredt publikum end med humor. Men vi har også andre serier i udvikling, der ikke er i kriminalgenren."

Har I flere ansøgninger på vej til Public Service Puljen?

"Public Service Puljen ligger godt til TV 2, for vi er en public service tv-station, og vi har da også flere projekter til overvejelse."

Er der andre områder, hvor du skal arbejde med at udvikle TV 2's indhold – hvis vi nu antager, at TV 2 ikke igen går ind i radio?

”Jeg har fornyet fokus på TV 2's rolle som tv-station, der også eksisterer online. Det foregår på to niveauer. Vi skal sikre videreudvikling af TV 2 Sputnik. Målet er, at TV 2 Sputnik med tiden indtager førerpositionen og bliver den centrale VoD platform i landet. Det er en vigtig rolle for en indholdsproducent som TV 2. Dernæst skal mine kollegaer og jeg optimere de gevinster, TV 2 kan få med en offensiv brug af videoklip. Det gælder om, at egnede klip fra programmer får et liv ved siden af tv-skærmen - de såkaldte 'YouTube moments'. TV 2 vinder først en åbenlys PR-gevinst, men strategisk brug af onlineklip er også vejen til, at programmer lever et længere, alternativt liv til glæde for seerne. "

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også