For et par måneder siden løftede jeg her på MediaWatch en advarende, liberal finger og pegede på den overhængende fare for, at et kommende medieforlig ville bringe mere statsintervention, mere detailstyring og yderligere forringelser for et uafhængigt, frit og kommercielt mediemarked.

Man kunne så forvente, at regeringen og dens støtteparti med den ”røde del” af oppositionen uden for døren ville gribe chancen og slå et slag for det frie marked. Eller i det mindste sætte et tydeligere skel mellem det liberale skæg og det statsstyrede snot. Men for dem, der hælder i den retning, er det blevet ved forventningens glæde. Man skal have briller så tykke som hinkesten på for at få øje på de borgerlige fodaftryk. Med mindre de halvhjertede chikanerier mod DR kan opfattes som borgerlig mediepolitik.

Ny radio forringer reklameradio
Tag nu radioområdet. Vil det kommercielle radiomarked nu få bedre vilkår i Danmark, efter at det i en menneskealder er blevet holdt nede af statslig overregulering? Nej – tvært imod!

For det første vil den nye kanal – ganske som dens forbillede i Norge har gjort det – formentlig sætte sig på en betydelig del af den kommercielle radiolytning og hermed forringe reklameradioernes i forvejen sparsomme indtjeningsgrundlag. For det andet får vi endnu mere ”statsradio” med fuld offentlig finansiering, statslig styring af indholdet og alskens EU-regulering i forbindelse med den åbenlyse konkurrenceforvridning, den nye ”statskanal” vil påføre de svage kommercielle radioer.

Ja – men, siger nogle, der er da tale om et længe ønsket ”brud med DR’s monopol på public service radio”. Men det er en mærkelig opfattelse af monopolisme. Hvis den breder sig til andre sektorer, er der sandelig noget at tage fat på. Så må vi jo også have brudt Post Danmarks monopol på statslig postvirksomhed, og DONGs på statsejede olie- og gasaktiviteter. For blot at nævne et par eksempler blandt mange på områder, hvor staten gennem en enkelt virksomhed eller institution varetager opgaver parallelt med private virksomheder.

Konkurrence gi'r ikke mangfoldighed
Det er tankevækkende, at det er en borgerlig regering, der står bag denne statslige ekspansion på medieområdet. Den har tilsyneladende mistet troen på det frie markeds muligheder for at danne grundlag for kommercielt levedygtig radiovirksomhed. Og det til trods for, det lader sig gøre i de øvrige nordiske lande, der hver har en stærk public service radio side om side med kommercielt finansierede radiovirksomheder.

Nogle tror så formentlig, at nyskabelsen på radiofronten vil føre til større mangfoldighed og give os mediebrugere mere at vælge imellem. Men erfaringen viser, at det er lige omvendt. Konkurrencen vil (også selvom den ikke gælder reklameindtægter) gradvist og ubønhørligt få kanalerne til at ligne hinanden mere og mere. Det var det, vi så med TV 2 og DR1 i 1990’erne.

Og hvad kan man som mediepolitiker så gøre for at dæmme op for denne særlige form for utilsigtet konvergens? Politikerne har ikke mange virkemidler til rådighed. Ret beset kun to: Først skaber de muligheder med (licens-)penge og så sætter de ind med flere restriktioner i form af regler og påbud.

Forligsteksten er et skoleeksempel. Kravene til den nye radiokanal er, at den skal sende ”nyheds-, aktualitets-, kultur- og debatprogrammer” og herudover have en såkaldt ”bred musikprofil”. Men ikke nok med det. Hen over sommeren skal et særligt udvalg med eksterne deltagere (hvor Georg Metz og Richard Rangvald må være selvskrevne kandidater) komme med et ”forslag til en mere præcis og sammenhængende programprofil” (ja – det står der faktisk i forligsteksten), som derefter skal besluttes af forligspartierne.

Mere detailstyring
Så er skinnerne lagt for en stadig mere detaljeret, politisk indholdsstyring. For hvad skal politikerne ellers gøre, når utilfredse lyttere til sin tid begynder at klage over den nye kanals programprofil med det evindelige ”hvorfor hører man aldrig noget om x, y, z, æ, ø, å?”. Ja – så vil der naturligvis blive rådet bod på disse indlysende mangler ved nye indholdskrav i kommende medieforlig. Den, der betaler orkestret, bestemmer repertoiret.

Hvis man ikke tror på denne dystre prognose, skal man blot kaste et blik på forligstekstens nye indholdskrav til DR’s udsendelser. Selvom det af teksten fremgår, at partierne bag aftalen er enige om, at der er behov for mindre detailstyring af DR, så afholder det dem ikke fra at opstille en liste med yderligere indholdskrav til f.eks. regional dækning, formidling af internationale forhold og EU-stof, dansk kunst og kultur, dansk musik, de smalle idrætsgrene og handikapidrætten. Ja, man går faktisk et skridt videre og har øremærket 100 mio. kr. af licensmidlerne til DR til en dramaserie om Danmarkshistorien. En produktion, Dansk Folkeparti må forlange lagt uden for Ingolf Gabolds rækkevidde, så historien kan blive fortalt på den rigtige måde.

Så mangler vi kun et påbud til den nye radiokanal om at afspille nationalhymnen hver nat klokken 12. Det holdt DR op med i 1970’erne. Søren Krarup søgte at få det genindført for en halv snes år siden, da han sad i DR’s bestyrelse.