Stigende overskud hos Freeway

Konkurrencen på sociale sites presser så småt Freeway Holding, men det ødelægger ikke 2009-årsregnskabet, der viser overskud på 24,4 mio. kr.
Per Fanefjord Laursen

Selskabet Freeway Holding gav i 2009 24,4 mio. kr. i overskud mod sidste års 12,2 mio. kr, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Det er især datterselskaberne trendsales.dk, hvor man kan købe og sælge bl.a. brugt tøj samt dating.dk, der har trukket resultatet op.

Freeways stifter Morten Wagner oplyser, at Dating.dk har præsteret en fremgang på 15 procent over hele 2009, sammenlignet med 2008.

Trendsales har muligvis haft gavn af finanskrisen, for omsætningen for 2009 ligger seks procent over 2008.

Færre penge i sociale medier
Derimod ser det værre ud for de sociale sites, som det unge site Arto og gå-i-byen sitet DKNB, hvor brugerne kan uploade billeder fra nattelivet.

Freeway stifteren erkender blankt, at det skyldes en benhård konkurrence fra Facebook.

Overskuddene i de to selskaber er reduceret til et plus på 0,6 million i Arto og et mindre underskud på 0,1 million i DKBN.

"Arto og DKBN er påvirket af Facebook-feberen i Danmark, ingen tvivl om det. Danmark er blevet et af de lande i verden med flest brugere på Facebook, og det kan vi selvfølgelig mærke på vores nichesites. Vi har stadig mange af de gamle brugere, men der er ingen tvivl om at vi må lægge os i selen for at genvinde noget af det tabte terræn i Arto og DKBN," siger Morten Wagner.

Spigo er en af Freeways nyere satsninger. Om det skriver Freeway blot, at sitet oplever "stor vækst i såvel omsætning, som antal brugere". Sitet er i dag i 26 lande.

Også udviklingen i Student Media, Lejebolig og Virtual Manager er inde i en tilfredsstillende udvikling, oplyser Freeway.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også