Reuters har succes med undersøgende journalistik

For et år siden tog Reuters fat på den undersøgende journalistik, og det har været så stor en succes, at nyhedsbureauet nu udvider på området.
MediaWatch

Nyhedsbureauer er ikke normalt kendt for lange dybdeborende artikler. Men for et år siden begyndte det britiske nyhedsbureau Reuters at satse på den undersøgende journalistik, og det har medført en stor efterspørgsel på længere dybdeborende artikler fra de betalende abonnenter.

“Læserne æder det råt,” fortæller Reuters web-redaktør Keith McCallister til Business Insider med henvisning til nyhedsbureauets undersøgende journalistik.

McCallister vil ikke sætte præcise tal på det. Men han fortæller til Business Insider, at lange undersøgende artikler, som eksempelvis en artikel på 3000 ord om den kriminelle underverden i den kinesiske kasino-by Macau, i gennemsnit har omkring ti gange så mange læsere som andre artikler.

Nye samarbejdspartnere
Ifølge Business Insider skyldes en stor del af æren, at Reuters i efteråret ansatte den tidligere New York Times redaktør Jim Impoco og en række andre gravende journalister. De blev ansat for at styrke Reuters profil inden for den dybdeborende erhvervsjournalistik.

Jim Impoco forklarer at succesen skyldes, at Reuters samarbejder med over 200 nyhedsbureauer verden over, som tilsammen har over 2800 reportere. Samarbejdet bliver i fremtiden udvidet med den prisvindende undersøgende journalist Lowell Bergmann, som blandt andet har arbejdet for ”60 Minutes”, og Huffington Posts fond for undersøgende journalistik.

Den længste artikel i Reuters historie
Tidligere var Reuters artikler højst 700 ord, men i dag fylder de undersøgende artikler mellem 3000 og 7000 ord. I december 2009 skrev journalist Nick Carey den hidtil længste artikel i Reuters historie på 7000 ord.
 

Kilde: Business Insider

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også