Debat: "Jeg deler ikke sortsynet"

Journalistfaget og -uddannelsen tilpasser sig den nye medievirkelighed, så gi' de unge en chance og stop dommedagsprofetierne, skriver rektor Anne-Marie Dohm.
Anne-Marie Dohm

Det skorter ikke på dystre meldinger om jobsituationen for de nye og fremtidens journalister.

Jeg deler ikke sortsynet. Der er nu – mere end nogensinde før – brug for kreativitet, når det kommer til udvikling af vores branche. Det er kompetencer som de nyuddannede har. Derfor skal de ikke snakkes ned i sokkeholderne men tales frem i lyset.

Senest har Lasse Jensen, redaktør på P1-programmet Mennesker og Medier, meldt ud, at antallet af stillinger ikke står mål med det antal journalister, som hvert år uddannes.
Den samme udmelding kommer fra TV 2’s nye medlem i praktikudvalget, Peter Kramer, ved udsigten til mangel på praktikpladser.

Journalister tilpasser sig
Hvad ville I selv have tænkt, hvis nogen havde sagt til jer, at I ikke kunne blive journalister, fordi der ikke var udsyn til varig beskæftigelse, gode stillinger og faste lønninger?
Jeg deler ikke denne pessimisme. Der er brug for de unges innovationskraft. Og ikke dommedagsprofetier.

Journalister er skarpe til at tilpasse sig et foranderlig jobmarked. Og de er bestemt ikke blevet dårligere til det i takt med, at innovation og entreprenørskab er blevet faste elementer i deres uddannelser. Når det er sagt oplever de nye generationer af dimittender svære tider nu. Og det gør dimittender fra stort set alle uddannelsesinstitutioner på nær sundhedsuddannelserne.

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole gør vi os ingen forestillinger om, at vi skal uddanne journalister alene til stillinger, som i dag findes i mediebranchen.
Blandt andet derfor har vi omlagt journalistuddannelsen, så fokus i langt højere grad er på udvikling af journalistik, den journalistiske rolle, nye medier og nye medieprodukter.
Lasse Jensen og mange andre indflydelsesrige mediepersoner blev uddannet i 60’erne, 70’erne og 80’erne, hvor DR og avisernes chefredaktører var de naturlige aftagere af de nye dimittender. Sådan er det ikke mere.

Facebook-reporter og smartphone-journalistik
I 2010 kan man blive ansat som Facebook-reporter. Virksomheder har egne webtv-kanaler. Og mange medier har deadlines døgnet rundt. Vi lever i en virkelighed, hvor landets største kommune har 104 ansatte til at håndtere presse og kommunikation, og hvor sociale medier og nichemedier spirer frem på nye slagmarker.

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole holder vi os hele tiden opdaterede med de nyeste kommunikationsformer og leder efter nicher og platforme, hvor fremtidens journalister kan slå deres folder. Så sent som for to uger siden udgav forskere og udviklere fra skolen - i samarbejde med blandt andre forskere fra Aarhus Universitet - rapporten E-publicering. Rapporten giver bud på, hvad 2010’ernes moderne mediehuse skal tilbyde brugerne og - ikke mindst - hvad journalisterne skal kunne for at levere indholdet. Det er eksempelvis digital journalistik via smartphones, tweets i forbindelse med livedækning fra begivenheder og journalistiske fortællinger til nye former for e-magasiner.

Ingen grund til panik
Jeg bliver bekymret, når ledighedsstatistikken opfører sig, som den gør for nye dimittender lige nu. Sådan er vi mange rektorer, dekaner, studieledere på de videregående uddannelser, der har det. Vores opgave er at uddanne til forskellige brancher. Og til et arbejdsliv, hvor varig beskæftigelse og tilknytning til arbejdsmarkedet ikke er en selvfølge men et mål, vi stiler efter.

Situationen for de nyuddannede journalister er parallel med situationen inden for andre områder. På DJØF-området var ledigheden blandt nyuddannede 27 procent i 2009. Og den ventes at stige markant i år. Men vi hjælper ikke de unge ved at bortdømme deres fremtidsdrømme, udtale dommedagsprofetier på mavefornemmelser og statistik med bølgende kurver. Og vi gør ingen godt – heller ikke mediebranchen – ved at sadle om i panik. Vi skal hjælpe de unge med at se fremad, give dem chancen og hjælpe dem med at dygtiggøre sig i denne periode, hvor der er længere imellem de faste stillinger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også