Ekstra Bladet og Reimer Bo i ny Zobel-clinch

Reimer Bo kritiserer Ekstra Bladet og B.T. for hykleri - de to aviser solgte (selv) ud i deres jagt på et interview med Rigmor Zobel efter dennes kokaindom.

Først kritiserede Ekstra Bladet - og flere andre medier - 21 Søndags og værten Reimer Bos interview med Rigmor Zobel, der i februar fik en dom for at have modtaget seks gram kokain.

Nu slår Reimer Bo så igen og anklager Ekstra Bladet - og konkurrenten B.T. - for ditto mangel på journalistisk integritet og hykleri.

Det skriver fagbladet Journalisten, der er kommet i besiddelse af de interviewforespørgsler, som Ekstra Bladets reporter, Jan Körner, og B.T.'s reporter, Tobias Schultz, skrev til Rigmor Zobel i kølvandet på kokaindommen, per mail. Forespørgslerne kritiseres for give Rigmor Zobel lovning på gennemsyn og redigering af citater og på den måde give køb på mediernes redigeringsret, mener lektor ved Journalisthøjskolen, Lars Bjerg.

Det er Rigmor Zobel selv, der har videregivet de pågældende mails til Reimer Bo.

"Jeg er åben for professionel efterkritik. Men Ekstra Bladet var villig til at sælge resterne af deres journalistiske sjæl for at komme først. Fri mig venligst for, at de skal fælde nogen dom over andres journalistik. Ekstra Bladet er dårlige tabere," siger Reimer Bo til Journalisten.

Og han får touche tilbage af Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen:

"Reimer Bo har lavet noget forfærdeligt lort og har brug for et forsvar. At kalde os hyklere er det rene vrøvl. Rigmor Zobel ved godt, at Ekstra Bladet er kritisk, derfor vælger hun det nemmeste påskelam i flokken - Reimer Bo."

DR's Nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, var efter 21 Søndags Zobel-interview selv kritisk over for resultatet og erkendte, at der manglede kritiske spørgsmål.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også