Engell: Per Stig vil beskytte DR

Per Stig Møller ønsker næppe at begrænse DR's råderum med markedstest og udbud af P2-frekvenserne, lyder analysen fra Hans Engell.
Per Fanefjord Laursen

Trods hans indledende kritik af TV Avisens nyhedsprioritering er den nye kulturminister, Per Stig Møller, en mand, der er rundet af DR, lyder vurderingen fra politisk kommentator Hans Engell - også tidligere Konservativ kollega med Per Stig Møller.

Den nye kulturminister vil sigte efter et medieudspil fra regeringen, hvor de afgrænsninger af DR's råderum, som var et nøgleelement i forgængerens medieudspil, neddrosles.

Ny minister i 11. time
Tidligere kulturminister Carina Christensens udspil var færdigt, men ikke afstemt med Venstre og Dansk Folkeparti, da Lars Løkke Rasmussen flyttede rundt på ministerposterne for fem uger siden.

Ind i Kulturministeriet trådte den erfarne Per Stig Møller, der har optjent det meste af sin betydelige medieerfaring i DR, som public service organisationen tog sig ud i 70'erne og 80'erne.

Det nyeste bud fra kulturministeriet er nu, at der først kommer et regeringsudspil på medieområdet til maj, hvilket er faretruende tæt på sommerferien, der ellers er deadline for et nyt forlig.

Det overrasker dog ikke Hans Engell.

"Per Stig interesserer sig for DR og for DR's programmer, og han har meget naturligt et ønske om at præge det udspil, regeringen kommer med. Desuden er medieforliget vel ministerens største sag inden et folketingsvalg. Så det kan ikke overraske, at han har udsat sit udspil," siger Hans Engell.

Han mener ikke, det er en katastrofe set i det store billede, hvis forhandlingerne trækker ud og må genoptages efter sommerferien.

Konflikt om DR med Venstre
Faktisk er det slet ikke urealistisk, at det kommer så vidt, for Per Stig Møller er ikke Carina Christensen, lyder Hans Engells analyse.

Ifølge Hans Engell er Venstre, Carina Christensen og Dansk Folkepartis politiske projekt om at indramme DR nu det store stridspunkt. Det gælder til forhandlingerne med opposionen, men også i processen før forhandlingerne.

Den tidligere konservative minister er overbevist om, at Per Stig Møller helst lukker for planer om en udvidet såkaldt markedstest af DR’s nye aktiviteter samt et udbud af FM4-frekvensættet i en skønhedskonkurrence.

"Jeg tror ikke, at Per Stig er med på flere af de tiltag om DR - herunder udvidede DR-tests og et udbud af ’P2-frekvenserne’. På det punkt er han DR's mand og faktisk mere på linje med oppositionen. Men DR er et kerneområde for Venstre og DF. Så Per Stig kommer let ud i at skulle lægge arm med Venstre og DF omkring de to partiers ønske om at indhegne DR, inden regeringen har et samlet udspil."

Bredt eller smalt forlig
Hans Engell forventer en livlig intern diskussion, hvor den pragmatiske erfarne politiker Per Stig Møller når til enighed med Venstres Ellen Trane Nørby, der tegner klare holdninger om DR's rolle og mediepolitik generelt.

"Per Stig er ikke mere en DR-mand, end at han naturligvis skal skaffe enighed internt i regeringen," tilføjer Engell.

Når regeringen med støtteparti er enige, kommer så hovedspillet om et bredt eller smalt medieforlig.

"Signalet fra Carina Christensen lød, at hun havde det fint med et smalt forlig, hvis det var nødvendigt. Vi ved fra Per Stigs andre udenrigspolitiske forlig, at han foretrækker det brede."

Det er næppe klogt at holde vejret for et nyt mediepolitisk forlig inden sommerferien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også